Kato bliver kronet som årets karnevalskonge
Han har før boet i Aalborg - og så har han ret godt styr på at fyre op for en fest
AALBORG: Efter to år uden karneval i Aalborg kan vi for alvor begynde nedtællingen til årets fest. Der er nemlig kun to måneder til, at Aalborg Karneval igen brager løs i gaderne.
Og denne gang bliver det Kato, der skal fyre op for Aalborg Karneval som kronet konge.
- Man kan ikke sige Aalborg Karneval uden at nævne ham. Han har nemlig flere gange deltaget i optoget og stået på scenen i Kildeparken. Og så er han jo bare en fest i sig selv, så det kunne ikke være bedre, siger Mette Bugge, der er formand for Aalborg Karneval.
I knap 30 år har Aalborg Karneval hvert år udnævnt en konge eller dronning af årets karneval. Alle de tidligere regenter er personer, der på den ene eller anden måde har været markante inden for deres fag eller i offentligheden.
DJ, radiovært og tidligere aalborgenser
Selv er Kato ret begejstret for den fornemme titel, han får i år.
- Det er en kæmpe ære! Jeg kunne virkelig mærke, hvor magisk Aalborg Karneval er, de år jeg boede inde i Holbergsgade. Jeg har så mange gode minder, både på vognene i optoget, da jeg arbejdede som radiovært på ANR, og selvfølgelig alle de gange, jeg har stået foran Danmarks vildeste publikum i Kildeparken. Jeg tager ydmygt imod titlen, og jeg glæder mig! udtaler Kato i en pressemeddelelse.
Kroningen foregår 20. maj 2022 til Aalborg Karnevals Internationale Parade, som foregår langs Boulevarden og afsluttes på Gabels Torv. Kroningen vil foregå omkring kl. 19:00 på Gabels Torv, hvor Cimbertyren afbrændes og karnevalsugen officielt igangsættes.
Tidligere i kongerækken finder vi kendisser som Jonny Hefty, Mascha Vang, Rasmus Bjerg og senest Peter Mygind.