Karneval vil have liv og kunst i midtbyen
Du kan glæde dig til masser af oplevelser i Aalborg hen over sommeren
AALBORG: Efter et år med corona, nedlukning og restriktioner, så trænger vi til sjov, ballade og gang i gaden.
Og noget tyder på, at du for alvor får det til sommer. En flok af byens kulturinstitutioner har netop fået penge fra kommunens genstartspakker til at lave aktiviteter, hjælpe unge og støtte detailhandel og restauranter oven på lang tids nedlukning.
En af de kulturaktører, der har fået penge, er Aalborg Karneval. Hen over sommeren skal de lave to forskellige projekter i henholdsvis midtbyen og Kildeparken.
- Det er stadig ret nyt, men nu skal vi for alvor i gang med den kreative proces, hvor der skal fyldes indhold i rammerne, fortæller formand for foreningen Aalborg Karneval Mette Bugge.
LÆS OGSÅ: Unge og kulturliv i Aalborg får millioner
I det ene projekt inviterer karneval unge visuelle kunstnere fra Aalborg til at komme med forslag til kunst, du hen over sommeren kan møde på og i midtbyens gader. Det kan være happenings, maleri, installationer eller noget helt fjerde.
- Konkret kunne det være en danse-performance på gågaden eller malerier i et butiksvindue. Det skal være noget, der skaber liv og oplevelser i midtbyen, men det er op til kunstnerne, hvad det skal være, forklarer Mette Bugge.
Det andet projekt finder sted i Kildeparken. Her udnytter Aalborg Karneval, at de er gode til at stå i spidsen for forskellige former for begivenheder, de flytter derfor ind i parken med et event-setup, som skal bruges til at holde en række mindre børne- og familiearrangementer og minifestivaler for f.eks. ungdomsuddannelser.
- Vi laver et setup til 50-100 personer, som kan køres op og ned i størrelse efter de gældende coronarestriktioner, så er det tanken, at foreninger og institutioner kan komme og lave mindre arrangementer enten for offentligheden eller for deres medlemmer. Det kunne være judo-klubben, der gerne vil lave en coronasikker opvisning. Det kan vi så hjælpe med, siger Mette Bugge og tilføjer:
- Vi skal drive det og skabe den gode ramme og stemning. Det er det, vi kan som kulturaktør her i byen, forklarer hun.
Aalborg Karneval er i alt blevet bevilget 925.000 kroner fra genstartspakkerne.
Også en lang række andre institutioner og aktører har fået penge til at skabe liv i Aalborg - blandt andre har Skråen fået midler til at holde høstfest i Kedelhallen i Nordkraft i oktober, mens Kunsten og Utzon Center går sammen med handelslivet om at lave overraskelser og oplevelser i byen. På Kunsten kan du glæde dig til det, de kalder en kunstnerisk, gigantisk skumworkshop, hvor en skumkanon skal fylde museets park med skumskulpturer. En anden spektakulær oplevelse bliver en svævebane fra Aalborg Tårnet til Kunstens park - banen skal laves i samarbejde med Idrætsmødet.