Karneval i børnehøjde: Se årets sødeste kostumer

Hverken isbil eller slushice-maskinerne kunne følge med, da 8000 barnlige sjæle indtog 'Den Fortryllede Park'

20. maj 2023 kl. 14.38
Opdateret kl. 14.55

AALBORG: Det er ikke tit at feprinsesser, små brandmænd og massevis af mariehøner fylder i gadebilledet i Aalborg. 

Men karnevalet i Aalborg er for alvor skudt i gang, og lørdag var det børnenes dag til at feste til børnekarneval. 

Høje grin, glimmer og ballade fyldte gaderne, da optoget startede fra Gabels Torv og rykkede sig mod Kildeparken. 

Og ikke mindst usædvanligt mange klapvogne med flot udklædte børn og forældre.

- Vi har været her masser af gange, lyder det fra en feststemt far, Simon Skov, der deltog i årets optog som superhelt. Hans datter var flot udklædt som mariehøne.

- Det er bare en vildt hyggelig dag, og børnene elsker det simpelthen. Vi er kørt helt fra Sjælland. Min kone kommer fra Aalborg, så vi har været med i mange år, fortæller han.

8000 deltagere og en tømt isbil

At det var en sand fest, afslørede de mange børnekroppe, der umuligt kunne stå stille, da sambatonerne flød fra Poco Locos trommer. 

Her var cirka 8000 børn og voksne mødt op.

- Det er det største antal, vi nogensinde har set og over 50 procent fra sidste år. Hjem-isbilen melder udsolgt. Og slushice-maskinerne kan ikke følge med. Men der er højt humør i hele parken, lyder det fra Jeanett Kaare, der er talsperson for Aalborg Karneval.

Optoget bevægede sig fra Gabels Torv klokken 10 og langs Boulevarden for at ende i Kildeparken, der i lørdagens anledning var omdøbt til Den Fortryllede Park.

Her var aktiviteter dagen lang med hoppeborge, kemishows, ansigtsmaling og store sceneshows med blandt andet Gurli Gris og MGP.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste