Billede beskrivelse

Kari tog dommerne med storm - næste fredag går han på scenen i X Factor

Han vil vinde det hele, men der er liiige en terminsdato, der lurer derhjemme

11. februar 2022 kl. 21.10

AALBORG: Da Kari Fossdalsá var 14 år begyndte han at klimpre på en guitar og synge lidt. Hans mor var ærlig og fortalte, at det ikke lød specielt godt, når han sang. En melding, mange af os X Factor-seere nok af og til har tænkt, flere mødre burde have givet deres børn.

Ingen havde forestillet sig, at de tre X Factor-dommere skulle stå 11 år senere og skændes om, hvem der skulle have den færøske aalborgenser med i deres kamp for at finde Danmarks næste store sangtalent.

- I virkeligheden vidste jeg slet ikke, om min audition var gået godt, men det kan man ikke se på TV. Så det var først, da jeg selv så det i fjernsynet, at jeg ser, at de nærmest står og skændes om mig. Når man er i det, så ved man aldrig om man er købt eller solgt, forklarer Kari Fossdalsá, som efter aftenens intense bootcamp er videre til X Factors liveshows, som starter på næste fredag.

Hjemme i Aalborg hepper datteren og hans gravide kæreste med, og mon ikke vi også får dem at se på tilskuerrækkerne, når han fredag efter fredag skal vinde danskernes hjerter og samle stemmer nok til ikke at ende i den berygtede farezone, der effektivt gør en ende på X Factor-eventyret.

Fandt bandkammerater i Aalborg

Den nu 25-årige Kari Fossdalsá gav nemlig ikke op på guitar og sang, og da han flyttede til Aalborg og startede på produktionsskolen, valgte han musikken som linjefag.

Her mødte han tre andre gutter, han hurtigt klikkede med, og for halvandet år siden blev det til pop/rock-bandet The Kittys. De har spillet på barer og til bryllupper og firmafester i Aalborg.

Billede beskrivelse

- Jeg stoppede på produktionsskolen for at begynde min uddannelse som murer, men vi ville gerne fortsætte med at spille sammen, fortæller Kari Fossdalsá.

Men bandet havde lidt svært ved for alvor at slå hul på markedet og ved at få nok spillejobs - og så kom de op med en genial ide til at udbrede kendskabet til The Kittys.

- Vi ville gerne gøre lidt reklame for bandet, så vi valgte at melde os til X Factor for at blive lidt mere kendte, fortæller bandets forsanger.

Desværre var der ikke plads til flere tilmeldinger fra bands, og casterne ringede derfor og foreslog, at Kari Fossdalsá kunne stille op alene, hvis han gerne ville være med.

- Det var lidt mærkeligt, men bandet støttede op om det, og så kan jeg jo gøre reklame for bandet, fortæller aalborgenseren.

Han er selv blevet lidt overrasket over, hvor godt det er gået.

- X Factor er spændende og virkelig nervepirrende. Hver gang man kommer ind foran dommerne og synger - selvom de bare er tre, så vil man bare virkelig gerne gøre det godt.

- Og så er det altid sjovt at synge for et publikum og især når min egen kæreste og datter følger med fra tilskuerrækkerne, fortæller han om den famøse six-chair-challenge, hvor deltagerne første gang fik mulighed for at synge for et hujende publikum.

Klar til liveshows

Efter resultatet af fredagens bootcamp, kan vi nu glæde os til at heppe på Kari Fossdalsá til liveshows hver fredag aften, for han sigter efter at vinde det hele, fortæller han.

- Man sigter jo altid efter at vinde, og så håber jeg da, at jeg kan fortsætte med musikken, når X Factor slutter.

Det er dog ikke en solokarriere, der står øverst på ønskelisten - ligesom det aldrig var planen at stille op i programmet alene.

- Jeg vil allerhelst spille med bandet. Vi har snakket om at skrive vores egen musik, og jeg håber, at vi måske kan få nogle lidt sjovere jobs efter det her - måske komme til at spille på nogle festivaller, fortæller han.

Og formentlig hjælper det lidt på det, at forsangeren gør lidt reklame i bedste sendetid. Og så lærer han i øvrigt en masse af den danske DJ Martin Jensen, som er blevet hans mentor i programmet.

- Martin er virkelig sjov og nem at arbejde sammen med. Han spurgte, om jeg er villig til at prøve noget helt nyt, og det er jeg klar på, så jeg hopper nok bare med på vognen og håber på, at han ved, hvad han laver, fortæller han.

Har du fulgt lidt med i X Factor, så ved du, at Martin Jensen har store planer med Kari Fossdalsá. Han skal nemlig primært give den gas i den elektroniske genre, hvor DJ'en selv føler sig bedst hjemme - en genre sangeren ikke har gjort sig nogle erfaringer indenfor.

- Det er mega fedt, at han bare laver en plan. Det er en stor oplevelse, som jeg aldrig har prøvet før, fortæller Kari Fossdalsá.

Billede beskrivelse

Auditions, bootcamp, tv, stoledans og kendte dommere har fyldt rigtig meget i hans liv siden X Factor begyndte at rulle, men han fastholder, at det allervigtigste er at gøre sin familie stolt.

Der er ikke meget tid til at hygge med familien, når berømmelsen kalder og hele Danmark venter spændt på den næste optræden, der skal være gennemtænkt og øvet til perfektion, og derfor fylder savnet til dem også rigtig meget.

Han satser dog fortsat på, at nå hele vejen til finalen, som er planlagt til at løbe af stablen den 8. april. Heldigvis har kæresten først termin den 28. i samme måned - så der er ingen grund til stress.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste