Karameliserede popcorn, pandekager og en bolle: Den her dessert er for vild
Wildebeest Gastropub går nye veje med anderledes dessert
AALBORG: Vi kan lige så godt slå det fast med det samme: Den her dessert ligner vist ikke noget, du har sat tænderne i før. Faktisk tør vi godt satse på, at du aldrig har prøvet noget tilsvarende her i byen.
Det er Wildebeest Gastropub, der er klar med deres helt nye “Corny Pancake Slider”, bestående af en underbolle med majsganache, pandekager, vaniljeis, rabarberkompot & karameliserede popcorn.
Desserten har været på menukortet en uges tid, og lad os lige slå fast med det samme, at det kun er hos Wildebeest på Østerbro, du finder den. Ikke i Reberbansgade.
- De fleste gæster synes, at den er sjov. Det er jo nogle alternative ingredienser, vi har sammensat i en dessert, siger Heimir Gudbergsson, der ejer Wildebeest Gastropub sammen med sin familie.
- Vi er jo kendt for at gå nye veje med forskellige kombinationer i vores burgere og slidere. Og nu har vi fået en ny kok, som synes, det er sjovt at kombinere ingredienser på en anderledes og alternativ måde, og han kan se muligheder i at bruge råvarer fra burgere og slidere alternativt i en dessert.
Og desserten er på mange måder en nyhed hos gastropubben, for indtil nu har desserter ikke haft så stort et fokus hos Wildebeest.
- Men den her passer bare lige ind i konceptet. Jeg synes, at den er megalækker, det er en blanding af noget sødt, noget salt og crunch, siger Heimir Gudbergsson.
Du finder “Corny Pancake Slider” hos Wildebeest Gastropub på Østerbro 12.