Billede beskrivelse

Kan vi overforbruge grønne produkter?

Hvis vi bare køber for at købe, så er det underordnet, om varene er bæredygtige - det er stadig overforbrug, mener klummeskribent Gittemarie Johansen

28. februar 2021 kl. 10.10

KLUMME: Haha, som min meget ledende overskrift antyder, så kan man faktisk sagtens overforbruge varer som er markedsført, produceret og designet bæredygtigt. Det er desværre nemt at glemme, når vi er vant til at vise vores værdier ved at købe ting, der matcher. Det er også en ret vigtig overvejelse at gøre sig, synes jeg, om det man er i færd med kan kategoriseres som nødvendigt forbrug eller straight-up overforbrug. Det kan måske nogle gange være svært at sætte finger på lige præcis, hvornår noget er overforbrug, for bæredygtighed kommer ikke nødvendigvis altid med en facit liste. Så det kan også nemt blive et skønsspørgsmål fra dag til dag.

I dag vil jeg i hvert fald slå et slag for eftertænksomhed i vores forbrugervaner. Jeg tror, at det ligger rigtig dybt i mange af os forbrugere, at når vi finder en ny interesse, så skal vi have grejet, der passer til. Så kan denne pågældende interesse være løbetræning, sousvide madlavning, eller ja, bæredygtighed. Problematikken er sådan set den samme - det er alt for nemt at købe en masse ting ind, og lige særligt med bæredygtighed, jamen det er det jo lige præcis det, som vi gerne skulle undgå.

Jeg støder rigtig tit, som i riiigtigt tit, ind i både virksomheder, reklamer og produkter som lover mig, at hvis bare jeg køber lige præcis dén her ting, jamen så bliver jeg den grønneste forbruger i byen. Nu kan det godt være, at jeg er lidt en ”glasset er halvt tomt” slags person, men jeg forholder mig retten til at være skeptisk, når et produkt lover mig at gøre mig super-duper-mega bæredygtig (hvis bare lige jeg køber én ting).

I takt med at bæredygtighed er blevet en del af vores populær diskurs, så er der gradvist dukket flere og flere produkter op, som man kan købe, hvis man gerne vil leve grønnere. Nogle er gode, andre knapt så meget. Min personlige erfaring er også, at det varierer ret meget, hvad vi som forbrugere mangler i vores hverdag; hvad der er praktiske hjælpemidler, og hvad der bare ender i bunden af rodeskuffen. Jeg oplevede for nylig, at en stålsugerørs-fabrikant kommenterede dette på et af mine billeder på instagram: ”hvis man ønsker at levere grønnere, så er disse genbrugelige sugerør den bedste måde at minimere sit affald på”, hvilket både fik mig til at trække på smiletbåndet og trykke slet hurtigere, end man kan nå at sige ”greenwashing”.

Problemet er lidt her, at vi ikke redder planeten ved at have stålsugerør liggende i bunden af køkkenskuffen (de skal faktisk erstatte 150 plastik sugerør, før CO2 regnskabet falder til stålets fordel).

Nu tænker du så måske: ”Jamen Gitte, du har jo udgivet en bog, så bidrager du jo herre meget til problemet”. Ja hvis man køber en bog og ikke læser i den, ikke bruger den, men bare køber den for at have den, så er det ikke den grønneste måde at forbruge bogen på. Så er det egentlig ligemeget, om bogen er printet af grønt produceret papir, trykt med bæredygtigt blæk, og ikke emballageret i plastik lag, hvis den bare købes for at købes, så skulle man måske havde ladet være. Derfor opfordrer jeg også kraftigt folk til at låne den på bibliotektet, hvis de blot er nysgerrige, eller låne den af en anden, som har købt den, købe en e-version eller (hvis man har købt den) bruge den som opslagsværk igen og igen. Det gælder bøger, lærredsposer, sugerør og alle produkter, vi kan komme i nærheden af, om de er grønne eller ej, så kan de sagtens overforbruges.

Jeg har en veninde, som sendte mig en besked, inden lockdownen. Hun skrev, at jeg havde fuldstændigt ødelagt hendes oplevelse af at gå på shoppingtur, fordi hver gang hun fandt en ny vare, som hun gerne ville have, så havde hun min stemme i baghovdet som stille hviskede, om det nu er helt nødvendigt. Det fik vi altså meget sjov ud af, for jeg ville aldrig kommentere på andres valg på den måde i virkeligheden – i hvert fald ikke så dømmende og direkte. I stedet så stiller jeg åbne spørgmål til dem, som lytter, og så må man jo tage det med, som man kan bruge. Hvis det betyder, at vi køber lidt mere lort og er lidt gladere for de ting, vi har derhjemme, så synes jeg, at man kan være rigtig godt tilfreds. Personligt så synes jeg sagtens, at man kan få den samme ”uh sikke spændende nye sager” følelse af at reparere et par gamle jeans, som hvis man finder et godt tilbud.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste