Kæmpe scoop: Ny Anders And-historie begynder i Aalborg
I det nye Anders And-blad, der udkommer på torsdag, nødlander Anders i Aalborg. Vi kan helt eksklusivt vise striben allerede nu
AALBORG: Om du er hardcore samler af Anders And-blade, eller bare synes, at historierne om den kække and er god underholdning, så er der ekstra guf at hente i det blad, der udkommer på torsdag.
For første gang nogensinde tager den gæve and nemlig på eventyr i Nordjylland.
Og historien tager faktisk sit udspring lige her - i Aalborg - eller rettere i Aalborg Lufthavn.
Her på aalborg:nu har vi helt eksklusivt fået lov at vise og fortælle om Aalborg-historien, før bladet udkommer. Og som du kan se på billedet, så er ungerne mildest talt utilfredse med, at de må nødlande i Nordens Paris efter en ferie på Solkysten.
Men besøget i Aalborg bliver startskud til en hæsblæsende tur gennem Vendsyssels mest seværdige steder - fra Råbjerg Mile til Skagen - alt imens ungerne ivrigt læser fakta om seværdighederne fra Grønspættebogen.
- Vi sætter fokus på Danmarks skjulte skatte, fordi vi ved, at det danske land gemmer på store oplevelser for hele familien. Og når Anders And & Co. drøner rundt i Vendsyssel og oplever de mange seværdigheder, er jeg ikke i tvivl om, at læserne selv bliver inspireret til at tage på eventyr i landsdelen, siger Gitte Hoffmann Hansen, der er marketingchef hos Egmont Publishing, der udgiver Anders And & Co.
Ændernes destination, og de seværdigheder, de kommer forbi, er baseret på læsernes forslag. Bladets læsere kunne nemlig i foråret stemme om, hvilket område de syntes skulle være destination for Anders og ungernes næste danske eventyr. I konkurrence med Lolland-Falster, Bornholm og Det Sydfynske Øhav løb Vendsyssel med sejren.
Den berømte and og hans nevøer fortsætter jagten på Danmarks skjulte skatte i 2019, hvor de enten skal besøge Sønderjylland, Djursland, Det nordlige Fyn eller Midt- og Vestsjælland.
Det særlige nordjyske Anders And-blad udkommer på torsdag 8. november.