Billede beskrivelse

Kæmpe genbrugscenter er klar igen

Efter flere lukkeuger glæder frivillige sig til at komme i gang

27. april 2020 kl. 08.45

AALBORG: Fra og med i dag kan du igen gå på skattejagt efter tøj og ting i Nordjyllands største genbrugsbutik.

Efter at have været lukket ned siden midten af marts genåbner Blå Kors Genbrugscenter i City Syd.

Butikkens er en af de første af organisationens 53 genbrugsbutikker, der åbner dørene, og i den forgangne uge har frivillige haft travlt med at gøre butikken klar til at modtage kunder igen, skriver Blå Kors i en pressemeddelelse.

Der er blevet arrangeret håndsprit, engangshandsker, afstandsmarkører og plexiglas ved kassen. Derudover har man valgt at fordoble antallet af kvadratmeter pr. kunde i forhold til retningslinjerne, sådan at der max må være én kunde pr. otte kvadratmeter for at skabe mere luft.

Billede beskrivelse

- Mange af de frivillige glæder sig til at komme i gang igen efter knap seks ugers fravær fra det fællesskab, som de oplever gennem det at være frivillig i Blå Kors, og den forskel de er med til at gøre for mennesker, som har det svært, forklarer Simon Thidemann, der er kommunikationsmedarbejder i Blå Kors, i pressemeddelelsen.

Han tilføjer, at lukningen af genbrugsbutikkerne også har haft stor økonomisk betydning. I lukningsperioden har der fortsat været udgifter til husleje og varme, men ingen indtjening, og man har dermed ikke kunnet genere overskud til Blå Kors' sociale hjælpearbejde i Danmark.

Her i Nordjylland hjælper man blandt andet via Barnets Blå Hus i Aalborg, Aars og Frederikshavn, det er et støttetilbud til børn og unge fra hjem med alkohol og stofmisbrug samt væresteder som f.eks. Hjerterummet i Aalborg og Den Blå Sociale Café i Hjørring.

Butikken har åbent fra i dag, mandag 27. april, kl. 10-14.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste