Kæmpe esport-event i biografen
Er du til League of Legends? I morgen kan du se World Finals i biografen i Kennedy Arkaden.
AALBORG:
Det har tidligere været en succes at vise sport på det store lærred, og i morgen står den så på esport i biografen i Kennedy Arkaden. Der er lagt op til den helt store fest, når esport-entusiasterne stimler sammen allerede fra klokken syv om morgenen.
Det er stemningsskabende
De kommer for at se World Finals i League of Legends, der bliver streamet live og vist i vaskeægte biografformat. Det er i følge biografchef Anders Ladefoged et meget populært event:
- Vi har tidligere vist esport i biografen, og det var en succes, men League of Legends er langt det største, hvis vi måler på besøgstal. Vi har allerede solgt 148 billetter til arrangementet, fortæller han.
Når man spørger Anders Ladefoged, hvorfor man overhovedet viser sport i biografen, så får man et klart svar:
- Dem, der kommer til sportsarrangementerne, går op i den pågældende sport med liv og sjæl, og det skaber et fællesskab, når man kan være sammen om det. Og så er det bare federe end at sidde derhjemme og se det.
Cheeseburgere til morgenmad
Man skal være morgenfrisk for at nå at se finalen, men det har tilsyneladende ikke skræmt folk væk fra arrangementet:
- Mange kunne måske godt være skræmt af biografmørket klokken syv om morgenen, men League of Legends trækker bare, så det virker ikke som et problem, fortæller Anders Ladefoged.
Måske kan den lidt opsigtsvækkende morgenmad få de sidste ud af fjerene, for der er cheeseburgere fra McDonalds på menuen. De er én af de mange sponsorere for eventet, der også tæller blandt andre KitKat, Lion og mange andre. Udover forplejning vil der også være præmier og gaver til de fremmødte.
Visningen af World Finals er et landsdækkende event og foregår i Nordisk Film Biografer i de største byer i Danmark. Der er fortsat billetter at hente til League of Legends i Kennedy Arkaden, hvis du endnu ikke har sikret dig en og trænger til at "nørde" igennem.