Jonny gi' et nummer! Danmarks bedste rapper over 50 er klar med ny single
Der er ild i Jonny Hefty i disse dage. Først fik vi en gin, nu får vi også en ny single
AALBORG: Hvis du var forbi Karolinelund lørdag 17. juli, har du måske spottet Jonny Hefty i gang med et projekt. Ikke at der er noget opsigtsvækkende ved Hefty i Karolinelund, for Karolinelund er efterhånden fyldt med så mange mugne ræve, at det er umuligt at sætte tal på, hvor mange der rent faktisk er.
Men der er altså ikke tale om et nyt projekt i form af endnu en muggen ræv. Den garvede aalborgenser - der i daglig tale også er kendt som Aalborgs uofficielle undergrundsborgmester - har gang i et nyt rapprojekt, og han er ikke alene.
Han har nemlig fået selskab af gademusikanterne i protestorkestret Perlefar, som du måske har oplevet live på en af byens mange (brune) værtshuse.
Street rap-version af en gammel kending
Selve singlen er et cover af nummeret Johnny gi' et nummer af Charlatan fra 1978, altså en rigtig gammel, gammel kending.
Selv kalder Hefty singlen for: - en opdateret street rap-version af den gode gamle Charlatan sang.
Og måske skal singlen opfattes som en stikpille til Danmarks øvrige rappere.
- Det er levende musik lavet af levende mennesker i en tid, hvor dansk rap er druknet i computere og har fået autotune galt i halsen, siger Jonny Hefty.
Singlen er ude allerede i dag fredag 30. juli, og du kan give den et lyt lige her .
Musikvideoen, der altså er skudt i gode gamle Lunden, er ude nu på søndag, 1. august.
ORK SATME gin
Singlen kommer i en uge, hvor Jonny også har udviklet sin helt egen gin i samarbejde med det lokale destilleri Fennec Spirits.
LÆS OGSÅ: Farvel til fri leg: Mindre graffiti i Karolinelund