Seneste nyt
Billede beskrivelse

Jesper Riel: Uglemanden skræmte mig virkelig

Forfatter Jesper Riel har netop udgivet fantasy-romanen Uglemanden. Mød ham her

20. januar 2021 kl. 10.01
Opdateret 18. juni 2021 kl. 17.06

AALBORG: Jesper Riels Uglemanden er inspireret af virkelige beretninger fra Cornwall om en mand, der er halvt menneske, halvt ugle. Jesper Riel er født i Herning i 1990 og opvokset i Viborg. Han flyttede til Aalborg med sin kæreste i september sidste år, da kæresten kom ind på jordemoderuddannelsen. Jesper Riel har altid tegnet og skrevet i sin fritid, men i 2019 skrev han under på sin første kontrakt og udgav en romantisk novellesamling. Samme år skrev han også kontrakt på Uglemanden, som netop er udkommet

Hvis jeg siger Aalborg, hvad får det så dig til at tænke på?

Farver! Vand! Parker! Solskin!

Jeg flyttede først hertil i september 2020, men jeg har altid besøgt venner og virkelig hygget mig, når jeg var heroppe.

Hvilke steder betyder noget særligt for dig i Aalborg?

Hovedbiblioteket! Det er et virkelig hyggeligt sted, og jeg elsker at skrive på biblioteker.

Så kan jeg også rigtig godt lide at gå ned til vandet. Det er konstant flot. Og alle parkerne! Karolinelund, Østre Anlæg og Kildeparken.

Og så har jeg endnu ikke oplevet at få en dårlig kop kaffe. De caféer, jeg har været på, gør det godt!

Billede beskrivelse

Hvilke personer i Aalborg betyder noget særligt for dig?

Min kæreste, som jeg flyttede herop med. Hun er det, jeg vil kalde en muse. Selvom jeg har travlt med at skrive, og hun har travlt med at studere, nyder jeg virkelig at dele mit liv med hende. Jeg ville føle mig ret ensom heroppe i Aalborg, hvis det ikke var for hende.

Aalborg er en dejlig by, og jeg synes, folk er ret imødekommende og gode til at få en til at føle sig velkommen. Men på grund af lockdown, og min kærestes praktikplads i en helt anden by, har jeg også haft en daglig kamp med ensomhed.

Men jeg er efterhånden begyndt at lære flere at kende heroppe, og de kunne da godt gå hen og betyde noget særligt for mig.

Hvad har inspireret dig til at skrive din bog?

Jeg stødte på et par artikler om The Cornish Owlman of Mawnan Smith, og det skræmte mig virkelig. Der var uhyggeligt, at så mange øjenvidner havde set en ”Uglemand” omkring en gammel kirke i Mawnan. Jeg kunne ikke komme af med tanken om, at et væsen, der var halvt ugle og halvt mand, måske luskede rundt et sted.

Under den lange skriveproces var jeg virkelig inspireret af min egen opvækst og mine egne problemer med angst. Det kom til at fylde for hovedpersonen, og jeg synes, det var spændende at skabe en realistisk hovedperson, der ikke nødvendigvis havde den store lyst til at ”redde verden”.

Billede beskrivelse

Hvorfor skal folk læse netop din bog?

Fordi jeg har skrevet en subtil fantasy om en uglemand!

Jeg har ubevidst undgået klichéer, og på godt og ondt har jeg gjort bogen ret atypisk af en fantasy at være.

Nogen vil måske synes, der er for lidt overnaturligt med. Andre vil forhåbentligt elske at læse noget, der ikke har alt for mange kliché-fantasytræk, og som viger lidt udenom den der sædvanlige ”hjem-ud-hjem” historie.

Du har valgt fantasy, hvad er det genren kan?

Fantasy vækkede min læselyst, da jeg var helt ung. Jeg syntes egentlig ikke, at det var sjovt at læse, før min storesøster introducerede mig for Harry Potter. Det er måske et ret klassisk svar, men det var virkelig en fantastisk flugt fra virkeligheden.

Det, jeg dog også godt kan lide ved at skrive og læse fantasy, er, at der ikke er nogen, der kræver, at det skal handle om riddere, der slås mod drager, orker i krig mod dværge eller vampyrer, der forfører lettere stenede brunetter.

Det må godt være underspillet en gang i mellem. Små elementer, der måske ikke engang er hovedfokus. Hvis sådan noget fungerer, kan det virkelig være magisk.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste