Jeg er glad, men med håndbremsen trukket
Flemming Thingbak fra Aalborg City Forening glæder sig over åbningen
AALBORG: Onsdag klokken 11.07 blev der indkaldt til doorstep pressemøde hvor Pernille Rosenkrantz–Theil, Nick Hækkerup og Magnus Heunicke kunne fortælle om genåbningen af dele af detailhandlen. Det gav ekstra travlhed på Aalborg City Forenings kontor, hvor direktør Flemming Thingbak havde fulgt med i pressemødet.
- Jeg er glad, men glad med håndbremsen trukket. Jeg kunne jo godt have tænkt mig, at Salling og Magasin også kunne få lov til at åbne, fortæller Flemming Thingbak.
- Der er stor glæde og det er bestemt et skridt i den rigtige retning. Vi gør som vi hele tiden har gjort under denne pandemi. Vi indstiller os på det myndighederne fortæller os, at vi må, skal og kan. Så håber vi på. at alt går planmæssigt, så vi kan få lov til åbne endnu mere op.
Der har været mange kreative forsøg på at holde hjulene i gang under nedlukningen, men åbningen betyder rigtig meget.
- Der har været mange fine tiltag med click and collect og live shopping, men det bliver jo aldrig det samme som en åben butik. Mandag den 1. marts bliver en glædens dag på mange måder, og så skal vi holde tungen lige i munden, fortæller Flemming Thingbak.
Det har været en hård periode for detailhandlen de seneste måneder.
- Jeg har virkeligt ondt af de butikker, der ligger inde med sæson betonede varer. De bliver så hårdt ramt. Det udsalg, der skulle have været primo januar, forsvandt jo, og nu er vi godt på vej til foråret. Så der kommer nok nogle gode tilbud.
- Jeg begræder også, at frisørerne og cafeerne ikke er med i denne åbning. Jeg ville da også ønske, at vores kollegaer i Aalborg Storcenter, Magasin og Salling kunne have fået lov til at åbne i denne omgang, fortæller Flemming Thingbak.
Med foråret, sommeren og vaccinerne på vej, tillader Flemming Thingbak sig også at kigge positivt ind i fremtiden.
- Lad os glæde os over den lille åbning, og at vi ikke er på vej ind i oktober og november, men at vi er på vej mod forår og sommer. Jeg håber på en kanon sommer for mange danskere har allerede besluttet sig for at holde ferie i Danmark, og der håber vi da på, at de vil bruge nogle dage i Aalborg, slutter Flemming Thingbak.