Jacob Risgaard og dyreinternat i samarbejde, som skal hjælpe hunde i nød
Nordjyllands Internat og Coolshop er gået sammen om et nyt initiativ til fordel for dyr i nød: Det er Cool Dog Walk, hvor Coolshops medejer Jacob Risgaard, også kendt fra tv-programmet "Løvens Hule", kommer og byder deltagerne velkommen.
Det oplyser Nordjyllands Internat i Hjallerup.
Dagen finder sted på markedspladsen i Hjallerup 12. august fra klokken 10 til 16.
Pengene til dyr i nød kommer ind ved, at deltagerne betaler 150 kroner for at være med - de skal tilmelde sig på sms på forhånd. På den måde støtter man de hunde, som sidder på internatet og venter på nyt hjem.
- Det er første gang, vi holder det. Planen er, at hvis det går godt, så bliver det en årlig begivenhed, fortæller Cathrine Cocks, der er kommunikationsmedarbejder hos Dyrenes Beskyttelse, som står bag Nordjyllands Internat.
Efter turen er der aktiviteter på markedspladsen, hvor alle kan være med - der er blandt andet hoppeborg til børnene og opvisninger, og man kan møde eftersøgningshunde, en hundemassør og en adfærdsterapeut.
Folk er velkomne både med og uden hund. Man kan læse mere om begivenheden her.