Iværksættere: Fra elektronik til online bolighandel
Brødre sælger møbler fra kontoret ved havnen i Aalborg
AALBORG: Butikken hedder BOBO Online, og den bliver drevet fra et kontor på havnen i Aalborg. Først havde de dog en butik, hvor de solgte elektronik i form af sportsarmbånd og trådløst elektronik, inden de kastede sig over møblerne.
- Vi kunne det der med online markedsføring og hjemmesider. Vores far og hans bror har altid haft noget med møbler at gøre, så da muligheden for at købe BOBO Online bød sig, slog vi til, lyder svaret brødrene Nicolai og Christian Østergaard.
Tidligere på året droppede de den fysiske butik, og baserede udelukkende forretningen på online salg.
- Det var naturligt for os at lave en webshop. Det var det, vi gerne ville. Vi kan godt lide delen med online markedsføring. Vi bruger en masse tid på at tale med leverandører og få nye varer ind i butikken, lyder det fra brødrene.
Det med at skaffe flere varer på de virtuelle hylder er noget de har succes med. I dag har BOBO Online over 20.000 enheder, man kan vælge imellem. Det lager er der naturligvis ikke plads til på kontoret i Aalborg.
- Vi har vores kontor i Aalborg og så har vi et lager, der hvor vi kommer fra i 7870 Roslev. Vi har lidt på lager, men de fleste ting bestiller vi først hjem, når bestillingen lander i indbakken. Så sender vi det videre samme uge. På den måde slipper vi for at skulle have et kæmpe lager, lyder det velovervejet fra brødrene.
At de er brødre giver ikke de store udfordringer i hverdagen. De har fundet en fornuftig ansvarsfordeling, så der ikke kommer søskendeskænderier.
- Vi har været kloge og fordelt opgaverne imellem os. Så Christian er chef for sin del, og jeg er for min. Så hvis han siger: "Det bliver sådan her!" så bliver det sådan, og jeg kan ikke sige noget, fortæller Nicolai.
De indrømmer da også, at der godt kunne opstå nogle problemer, hvis de skulle stå for de samme ting.
- Det kan også være en fordel, at vi er brødre, for så tager man ikke tingene så tungt og kommer hurtigt videre. Så vi slipper for de store krisemøder, supplerer Christian.
Ambitionerne for fremtiden er der ikke tvivl om og udvidelsesplanerne ligger klar.
- Vi har store ambitioner. Drømmen er, at vi Nordens største pure online webshop. Vi vil gerne være de største. Det er drømmen, lyder det målbevidst fra brødrene.
På trods af planerne om at blive store i Norden, er der ingen planer om at flytte fra Aalborg.
- Vi har vores kontor her og vores lager i Roslev. Vi har også mange ansatte fra studierne, som vi kan trække på. Vi kan bare godt lide Aalborg, så vi bliver, lyder det afslutningsvis fra brødrene Nicolai og Christian Østergaard.