Tur med svævebane gik galt: 20-årig måtte hjælpes ned
Beredskab måtte bringe ung mand ned fra svævebanes endestation
NØRRESUNDBY: En 20-årig mand kom så slemt til skade med sin hofte, at han ikke selv kunne komme ned, da han blev sendt afsted med svævebanen over kridtgraven ved Lerumbakken i Nørresundby.
Uheldet blev anmeldt til Nordjyllands Beredskab klokken 21.45 lørdag aften.
Det fortæller vagtchef Torben Larsen, Nordjyllands Politi.
- Det var ifølge det oplyste et hold af instruktører, der ville afprøve svævebanen, før den bliver åbnet for publikum. Den 20-årige blev, som folk skal, spændt fast i svævebanens sele om kroppen og med hovedet forrest. Da han nåede enden af svævebanen, slog han sin hofte så meget, at han ikke selv kunne kravle ned fra svævebanens endestation, forklarer vagtchefen.
Derfor blev Nordjyllands Beredskab tilkaldt for at få ham bragt ned på jorden, hvor han kunne komme med en ambulance og få tjekket skaden på sin hofte.
Centerdirektør Lars Dam Møller fra Nørresundby Idrætscenter, der står bag svævebanen, oplyser, at det ikke var instruktører fra centeret, der var ved at tjekke svævebanen. Men han kan på nuværende ikke sige mere om forløbet i forbindelse med uheldet lørdag aften.