Imerco Home klar i Aalborg
Inspiration i Friis skifter 1. februar navn til Imerco Home
AALBORG: Inspiration i Friis Shoppingcenter i Aalborg skifter den 1. februar navn og får meget mere til boligen på hylderne.
Efter Imercos opkøb af en række Inspiration butikker tilbage i 2017, bliver butikken i Aalborg en af i alt 37 nye Imerco Home butikker fordelt over hele landet.
Imerco Home er et nyt koncept, hvor kunderne - foruden Imercos nuværende og velkendte sortiment - vil kunne finde det nyeste inden for boligtilbehør blandt andet lamper, tekstiler og småmøbler.
- Vi glæder os rigtig meget til at byde vores kunder velkomne i butikken, der i forbindelse med åbningen vil have masser af gode tilbud, kaffe og goodiebags til de første 100 kunder", siger butikschef Camilla Gisselbæk Hansen.
- I butikken vil kunderne møde det samme dygtige personale, som har været i butikken i årevis. Kendskabet til lokalområdet og til kunderne er dermed intakt - og det samme er den tryghed og tillid, vores kunder med rette kan forvente, at personalet kan give i forhold til den gode rådgivning og personlige betjening, siger hun.
- Vi får helt nye varer særligt inden for bolig og i et begrænset omfang også småmøbler. Danskerne bruger penge på bolig og boligindretning som aldrig før. Alene i 2016 købte danskerne ejerboliger for 149,1 mia.kr, hvilket er det dobbelte af, hvad der blev brugt for blot fem år siden, fortæller Camilla Gisselbæk Hansen.
Administrerende direktør i Imerco-koncernen, Frederik Brønnum:
- Vi oplever stor efterspørgsel på trends og indretning af boligen i Aalborg. Med de mange års erfaring som vi har med danskernes forbrug af køkkenudstyr, borddækning og gaver, har vi med det nye Imerco Home i Aalborg en unik platform for at levere den kvalitet, rådgivning og varesammensætning, som kunderne efterspørger.
Opkøbet gør kæden til den største og stærkeste butiks- og gavekæde inden for køkkenudstyr, borddækning, gaver og boligtilbehør.
- Vi glæder os meget til at byde kunderne i Aalborg velkomne i en butik, der leverer lige nøjagtig dét, de efterspørger: Gode kvalitetsvarer til fornuftige priser. De kan forvente gode hverdagsvarer, lækker luksus og et bredt og udskifteligt sortiment inden for bolig, design og indretning, siger butikschef Camilla Gisselbæk Hansen.