Idemager har vildt forslag til to kæmpestore vartegn på fjorden

Han mener, at projektet kan blive en ny attraktion for Aalborg og Nørresundby

01. februar 2022 kl. 06.55

AALBORG: En attraktion, der skyder 150 meter op i luften, det er, hvad der arbejdes på to steder langs havnefronten i Aalborg og Nørresundby.

Ideen er lanceret af event- og marketingmanden Arne Schade og går ud på to steder at etablere fjordspringvand med en 150 meter høj vandsøjle.

Arne Schade forestiller sig, at det ene springvand ved Aalborg-siden placeres ved Musikkens Hus, mens det andet på Nørresundby-siden kan placeres ud for Fremtidens Plejehjem.

Billede beskrivelse

- Det skal selvfølgelig være lidt ude i vandet, så folk ikke får vand i hovedet. Men det skal være et vartegn og en mulighed for også at lave en lyssætning, som kunne være en fantastisk attraktion at komme ned at se. Jeg har også en drøm om, at der kom noget lyd på, siger Arne Schade.

Han har allerede fået opbakning til projektet fra flere sider.

- Jeg har fået sindssygt mange mails og opringninger, og nogen har givet sig til kende på Facebook, fordi man synes, at det er en fed ide, siger Arne Schade, der lancerede ideen på Facebook-profilen.

Mandag morgen var han til møde med direktøren for pumpevirksomheden Desmi sammen med den anden del af den selvbestaltede projektgruppe, erhvervsmanden John Andersen. Ifølge Arne Schade er Desmi positiv overfor projektet. Arne Schade har allerede hørt fra Foreningen Kulturbro-Aalborg, der er parat med en gave til en værdi af 175.000 kr. i form af pumper, rør m.v. til springvand. Gaven har foreningen til gode hos Desmi, der forærede gaven til Kulturbroen i anledning af et jubilæum. Kulturbroens egne springvandsplaner i det oprindelige projekt, strandede på, at springvandet kom for tæt på Jernbanebroen. Ideen til de gigantiske springvand kommer fra Geneve, der har et springvand, der skyder en vandsøjle 140 meter op i luften, og som man turismemæssigt bruger i markedsføringen af Geneve.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste