I morgen åbner IsVærftet - med tilbud på softice og kugler
Du kan nyde de mange varianter fra Ryå Is - hele året
AALBORG: I morgen, lørdag, åbner IsVærftet, og timingen er da helt perfekt, for hvem har ikke lyst til is her i sommervarmen?
I den kombinerede isbutik og -café på Stjernepladsen finder du de lækre varianter fra Ryå Is, og åbningsweekenden bliver naturligvis fejret med tilbud til dig. Der er bl.a. rabat på softice samt vafler med kugler - og har du ikke lyst til is, finder du også både kaffe og chokolade.
- Jeg glæder mig så meget til at slå dørene op, siger ejer Lene Koldkjær Decker og understreger, at der vil være åbent hele året.
- På IsVærftet skal man føle sig velkommen, og man bliver mødt med et smil. Det skal være et sted, hvor der er rart at være - og man har lyst til at komme tilbage.
Der har været lidt forskellige forsinkelser her op til åbningen, så det fulde koncept er ikke helt klar endnu.
- Her i weekenden har vi primært fokus på softice og vafler med kugler. Men allerede i næste uge er vi klar med isdesserter og et kit med vaffel, is og flødeboller, siger Lene Koldkjær Decker.
Hun lægger vægt på, at caféen på Stjernepladsen ved Musikkens Hus skal afspejle sit nærområde.
- Jeg konceptudvikler butikken ud fra, hvad gæsterne - og dem der bor her i nærheden - gerne vil have, så Isværftet afspejler området. Og har man input eller noget man ønsker, så skal man endelig komme og sige det, lyder opfordringen fra Lene Koldkjær Decker.
IsVærftet har plads til omkring 20 gæster udenfor på pladsen, mens 12 kan sidde inde. Udover is finder du også en lille afdeling med lækkerier som chokolade, lakrids, dressinger og sirup. Derudover finder du også eksempelvis et grill-kit med marinade, aioli og sennep.
Isværftet åbner på Stjernepladsen 43 i morgen, lørdag, klokken 13. Derefter er der åbent alle dage fra klokken 11 til 20 - og hvis der viser sig et behov for det, bliver åbningstiden udvidet resten af sommeren.