I anledning af karneval: Her er der gratis parkering i midtbyen
Arrangørerne vil vise, man godt kan besøge byen, selvom der er karneval
AALBORG: Skal du ind til byen i bil i morgen, lørdag, når karnevalet fylder byens gader? Så kan du glæde dig over, at der er gratis parkering i midtbyen.
Det er i p-husene hos Salling og Friis Shoppingcenter, du kan parkere gratis 28. maj. Initiativet er en del af et nyt samarbejde mellem Aalborg City og Foreningen Aalborg Karneval.
Mere end 80.000 mennesker til karneval fylder selvsagt en del i bybilledet, men det har længe været et mål for arrangørerne at gøre op med den opfattelse, at hele Aalborg midtby er spærret og ufremkommelig under den store, folkelige parade.
- Vi er bevidste, om de udfordringer det giver for beboerne langs paraderuterne, når de mange tusinde deltagere bevæger sig gennem byen, siger Sjaja Haddadi, som er sekretariatsleder hos Foreningen Aalborg Karneval.
- Når det er sagt, lykkes det os hvert år, i tæt samarbejde med politi og beredskab, at åbne vejene for trafik igen, ligesom vi laver omkørsler ind til centrum under paraderne, så det altid er muligt at komme til og fra, både i egen bil og med offentlig transport.
Stjerneparaden til Aalborg Karneval er Nordeuropas største karnevalsparade, men faktisk skal du ikke længere væk end en af sidegaderne for, i ro og mag, at kunne nyde alle de andre tilbud, som Aalborg midtby tilbyder. Det skriver Aalborg Karneval i en pressemeddelelse.
Arrangørerne er derfor glade for det nye samarbejde med Aalborg City, hvor man nu, med hjælp fra Salling og Friis Shoppingcenter, vil gøre op med myten om, at hele centrum er ufremkommelig under Aalborg Karneval. Den gratis parkering skal gøre det klart, at man sagtens kan besøge Aalborg midtby, selvom der er karneval.
- Dejligt at vi atter kan opleve karnevalsstemning i Aalborg midtby. Karnevalet er blevet en del af Aalborgs DNA og noget rigtig mange glæder sig til år efter år. De udfordringer der tidligere var i byen på dagen for den store parade, omkring fremkommelighed og parkering, er der nu taget godt hånd om, siger Jes Asmussen, formand for Aalborg City.
- Denne lørdag er en oplagt mulighed for en unik oplevelse med musik, fest og masser af glade mennesker, kombineret med fantastiske shopping-muligheder og en god lørdagsfrokost på en af de mange hyggelige restauranter og cafeer i midtbyen. Vi krydser finger for godt vejr denne dag, og håber vi ses i Aalborg City.