I Aalborg er vi cool på den jyde-agtige måde
Anders Mørk er forsanger i Aalborg-bandet MØRK - mød ham her
AALBORG: Anders Mørk har sammen med bandet MØRK netop udgivet sin tredje single, og musikerne er i fuld gang med at komponere sange til et helt album. 29-årige Anders Mørk, der er studerende på Det Jyske Musikkonservatorium, er født og opvokset på Fyn og i Thy, men han har de seneste tre år boet i Aalborg.
Hvis jeg siger Aalborg, hvad får det så dig til at tænke på?
Inden, jeg flyttede til Aalborg, havde jeg et billede af byen som regnvejrsgrå og vindblæst, uden nogensinde rigtig at have været der.
Nu er Aalborg min daglige gåtur langs fjorden, fra mit hjem i Vestbyen til konservatoriet i Musikkens Hus. Sæler, mennesker på rulleskøjter, og - hvis jeg er heldig - en delfin.
Aalborg er aftener, hvor harer pusler rundt i parkerne, og måger rykker vores fastfood-poser op af skraldespandene på Nytorv.
Hvilke steder betyder noget særligt for dig i Aalborg?
Vestbyen er mit hjem i Aalborg.
Jeg flyttede dertil i 2017 og har ikke rykket mig siden. Der er lystbådehavnen, Fjordbadet og Søheltens Have med blommetræer og blomster.
Musikkens Hus er mit daglige tilholdssted, min uddannelse og rammerne for nogle af mine største oplevelser i Aalborg.
Der er så mange steder, jeg endnu ikke kender til i Aalborg. Forleden endte jeg i Aalborg Klosters have. Det er så fint et sted. En lille oase af ro og stilhed i en stor vibrerende by.
Hvordan er det at være upcoming band i Aalborg?
Jeg tror på, at det på nogle måder er nemmere end i for eksempel København eller Aarhus.
Vi er et rigt vækstlag, og det føles som om, at vi alle hepper på hinanden. Det tror jeg, vi kan gøre i den udstrækning, fordi vi ikke kæmper om opmærksomheden. Det gør vi blandt andet ikke, fordi der er masser af gode initiativer i Aalborg.
For mig personligt og for bandet er det bedste eksempel Band Battle på Skråen. Vi vandt i 2018, og det betød, at vi fik lov til at spille på Aalborgs største scener og for en masse musikglade aalborgensere. Skråens indsats gjorde en kæmpe forskel for os. Så er der KORMA - kommunens tiltag, som hjælper med alt det, de kan. Vigtigst er den generelle velvilje fra Aalborgs beværtninger. Steder som EL MUNDO og FLØS, som skaber faste rammer for vækstlaget.
Hvordan synes du generelt, at musikscenen har det i Aalborg?
Stærk og blomstrende vil jeg sige.
Som jeg kan forstå, er der sket store forandringer med kulturlivet og byen generelt de sidste 10 år. Jeg har en fornemmelse af at være en del af en fortsat udvikling. Det føles som om, vi er på vej frem i Aalborg. Der er blevet kortere til Aalborg samtidig med, at vi stadig er lidt cool på den jyde-agtige måde.
Det er et godt tidspunkt at være band og publikum i Aalborg, fordi det føles som om, det bliver bedre for hver sæson.
Hvilke personer i Aalborg betyder noget særligt for dig?
Gutterne i bandet og mine studiekammerater!
Jeg har boet her i tre år, og mit liv er blevet levet fra Vestbyen til Musikkens Hus og tilbage igen.
Jeg har ikke mange bekendtskaber udenfor den sfære, men det er nok meget normalt som studerende.
I har netop udgivet jeres tredje single og arbejder på nye sange til jeres første fuldlængde album. Hvad er jeres drømme for bandet?
Vores overordnede mål er at røre en masse hjerter og sætte ord og lyd på noget af det, der er svært at udtrykke som menneske.
Vi drømmer om at kunne gøre det her, til vi er gamle og grå. At spille og dele energien med publikum og at kunne tjene vores penge på det. Vi lever allerede vores drøm på deltid, men vi arbejder på at gøre det til en fuldtidsvirkelighed.
Hvis vi kan blive så populære, at vi kan ansætte folk til at gøre alt det, der ikke handler om at skabe og spille musikken, så har vi nået et godt sted! Af mere kortsigtede mål drømmer vi om at færdiggøre og udgive vores første album. En personlig drøm er at spille på Orange Scene og høre 80.000 glade mennesker synge mine tekster tilbage til mig. Når det sker, så tager jeg en dyb indånding, fælder en tåre og sætter et nyt mål for mig selv.