Hvad skal du lave i vinterferien? Her er fem fede oplevelser
Der er masser af muligheder for at få sjove oplevelser i Aalborg i vinterferien
AALBORG: For mange betyder uge otte, at det er tid til en velfortjent vinterferie. Når skole, institution eller arbejdsplads ikke kalder i en hel uge, så har du måske lyst til at finde på noget andet, at fordrive tiden med.
Ferie er altid en god anledning til at få nye inputs, lave noget kreativt eller generelt have lidt kvalitetstid med dem, vi holder af.
Hvis du skal aktivere dine børn eller bare selv skal hygge dig med nye oplevelser i vinterferien, får du her et par tips.
En tur på isen
Vinterferien er ved at være din sidste mulighed for en tur på isen på C.W. Obels Plads i år. Kommer du ikke på ski, kan du alligevel nyde en ægte vinteraktivitet og komme lidt på glatis.
Få pulsen op, få gang i lattermusklerne, og sus hen over i isen i fuld fart. Skøjtebanen kan du bruge ganske gratis, og du har du ikke et par skøjter derhjemme, har du mulighed for at leje skøjter til både børn og voksne for 30 kroner per par.
Besøg en kæmpeedderkop
Er der nogen i familien, der er helt vilde med kryb og kravl, så er det her en oplagt mulighed for at skabe lidt begejstring blandt både børn og voksne i vinterferien.
I Aalborg Zoo har de nemlig en udstilling, der kan få det til at krible over hele kroppen, du kan møde kæmpeversioner af både mariehønen, spyfluen, fugleedderkoppen og myggen. På den måde kan alle få øje på de små detaljer, der normalt er svære at få øje på.
Dyrerne, der bliver udstillet, hedder faktisk leddyr, forklarer Søren Sørensen, som er formidlingsansvarlig hos Aalborg Zoo, hvor du fra den 5. februar kan finde de gigantiske dyr.
- Faktisk er 80 procent af alle de dyrearter, vi kender i dag, de her dyr, vi kalder leddyr. Det er både edderkopper, insekter, krebsdyr, tusindben og bænkebidere forklarer han tidligere til aalborg:nu.
Derudover kan du også besøge mange af havens andre dyr som de altid underholdende søløver, rovdyr eller den lille girafkalv.
Opdag nye sider af din by
Er du mere til en gåtur, hvor du kan blive luftet godt igennem og du kan få ny energi, så kan du prøve en af de fire kløverstier i Nørresundby.
Kløverstierne er alt fra to og en halv kilometer til 10 kilometer - og på ruterne kan du opleve vidt forskellige ting. Hver rute har nemlig et fokus på henholdsvis natur, kultur, kridtgrav eller fjord, hvor du selv kan vælge, hvad du vil opleve.
Afhængig af hvilken rute, du vælger, kan du opleve Lindholm Høje, bådhavnen eller gemte shelters til overnatning.
Læs mere om kløverstierne her.
Biografen
Har du børn eller er du selv en barnlig sjæl, der er elsker animerede film, så kan du se efterfølgeren til succesen “Syng” i biografen lige nu.
I “Syng 2” skal koalaen Buster Moon og hans venner smække et brag af en muscial sammen - og få verdens mest afsondrede rockstjerne til at medvirke.
Er du mere til voksen-genren og foretrækker du en lille film til lattermusklerne, så kan du finde Rasmus Bjerg i hovedrollen i filmen "Vildmænd". Her spiller han Martin, der drager til de norske fjelde for at være i ét med naturen. Men på fredfyldt bliver det slet ikke, da han pludselig er viklet ind i en narkosag med barske banditter og betjente.
Find inspiration til flere film i biografen lige her.
Slå katten af tønden
Vi kommer ikke udenom at vinterferien bliver afsluttet med fastelavn.
Og det har jo ikke rigtig været fastelavn uden en fastelavnsfest, hvor kattekonge og kattedronning skal krones.
Der vil både være fastelavnsfest lørdag 26. på Trekanten bibliotek og kulturhus samt i Friis Shoppingcenter søndag 27. februar.
Her kan børn komme i deres fine kostumer og slå katten af tønden. Og reglerne er de samme, som de altid har været: Den der slår slikket ud af tønden, kan stikke af med kronen.