Dækcentrene oplever samme problem igen og igen: Det kan være et spørgsmål om liv eller død
Melding om sne giver glødende telefoner og flaskehalse
AALBORG: De griner alle sammen en smule i telefonen, da de bliver spurgt, om der er ventetid.
For ja, fortæller de på dækcentrene, det samme gør sig gældende - også i år. Det er altid i sidste øjeblik, at mange nordjyder kommer i tanke om vinterdækkene, og faktisk er det som oftest først, når vejrudsigten presser dem til det.
Hos de dækcentre, Nordjyske har talt med, er der tryk på telefonerne, og desperationen kan mærkes: Sneen er på vej, og sommerdækkene sidder stadig på bilen.
Det er vinter 1. oktober
Det er en gylden regel, at folk er for sent ude, er tre ledere af tre forskellige dækcentre i Aalborg enige om.
- Det er ret typisk, at folk ikke får taget sig sammen, og så sker det hele på samme tid. Og langt de fleste dæk importeres syd for grænsen, og så vil det give flaskehalse og store ventetider. Derfor kan der godt gå lidt over en uge med at få leveret varerne, siger Benny Sørensen, ejer af Bennys-Dæk-Center i Aalborg.
Hos både Bennys-Dæk-Center, S. Eriksen Aalborg og Super Dæk Service i Aalborg er der mellem en uge og 14 dages ventetid på vinterdæk.
Og det er ærgerligt, at nordjyderne ender med at stå i en situation, hvor de er nødt til at lade bilen stå, fordi der er sne, frem for at få dækkene på i god tid. Eller at de værst af alt begiver sig ud i sneen med dem på, for det kan få fatale konsekvenser.
- Man skal køre rundt på dem, lige så snart kalenderen siger 1. oktober, for så er det vinter, slår Michael Roliggaard fast, der er medejer hos dækcenteret S. Eriksen Aalborg. Samtidig opfordrer han klart til, at man lader bilen stå, hvis man har sommerdæk på.
Bremselængden på en bil med sommerdæk bliver nemlig "voldsomt lang", hvis man kører på sommerdæk, påpeger Michael Roliggaard, som også minder om, at vinterdæk ikke kun er nødvendige, når der er sne - det gælder også, når der er glatte veje.
Mangler du stadig at få vinterdæk på, kan du altså forvente lidt mere end en uges ventetid hos langt de fleste dækcentre.