Hos Guf & Kugler får du is, der smager af honningkage eller marcipangris
Ishuset i Nibe bugner af lækkerier og jul med et touch af nostalgi
AALBORG: Der er noget for enhver med en sød tand og et stort julehjerte, når man træder indenfor hos Guf & Kugler i Nibe. Det er jul med jul på - og det gælder altså både pynt, is og de helt særlige hotdogs.
Ishuset, der ligger på lystbådehavnen, er en tidligere restaurant, og det giver en masse fordele, fortæller Ismutter, Charlotte Korsholm.
- Vi vil gerne selv lave alt fra bunden - både vores is og gourmet-hotdog - og det kan vi nu, hvor vi har et stort restaurantkøkken, siger hun.
Guf & Kugler blev født i Nibe, og ishuset er rundet af historien om at dele og blive begejstret af hygge og smage, der bringer minder frem.
- Derfor har vi også en mormorstue, der er skabt af nostalgi. Her er gamle møbler fra vores barndomshjem, lokale har også doneret ting og Isfatter (Ismutters mand Hans, red.) og jeg har også fundet ting i genbrug, så her er jul, som da vi var børn, siger Ismutter.
- Det er vores ønske, at folk finder noget i mormorstuen, der minder dem om deres barndoms jul.
Udover julestuen finder du også Sidevognen, hvor du kan stille sulten med hjemmelavede gourmet-hotdogs - og så selvfølgelig det, det først og fremmest handler om; ishuset.
Her er du - heller - ikke i tvivl om, at det er jul. Iskortet lokker med smage af ris a la mande, honningkage og marcipangris - what's not to like, spørger vi bare.
- Julen er rigtig vigtig for os, det er glæden ved at give og noget, vi er fælles om, siger Ismutter.
- Og så kommer det helt af sig selv, at vi giver den ekstra gas, så her helt sikkert er noget for enhver smag.
Hele tanken er da også, at man kan "finde noget til ethvert julehjerte, så man går herfra med julestjerner i øjnene". Og selvfølgelig også i den helt rette julestemning.
- Min mormor gjorde meget for at forberede julen, så vi kunne mødes og hygge os som familie. Det ser jeg som en stor kærlighedserklæring: Jeg gør mig umage for dig. Det er også Guf & Kuglers værdier, siger Ismutter
- Samtidig er det også mit drive at møde mennesker åbent og nysgerrigt - og at man vil hinanden.
Du finder Guf & Kugler Nibe på Bryggen 53, og sidste åbningsdag i år er 19. december. Indtil da er der åbent alle dage fra klokken 12 til 16.30 med undtagelse af torsdag, hvor stedet først lukker klokken 19.30. Sidevognen er åben onsdag til søndag.
Du finder også Guf & Kugler i Slotsgade i Aalborg, her er sæsonen dog slut, men ishuset åbner igen, når det bliver forår.