Seneste nyt

Horisonten bliver Aalborgs højeste

Nyt vartegn på Lindholm Brygge bliver næsten 70 meter højt - byggeriet begynder snart

06. januar 2018 kl. 12.44

AALBORG: I løbet af få dage rykker de første maskiner ind på Lindholm Brygge for at gøre de indledende øvelser til et nyt spektakulært byggeri på havnefronten.

- Det bliver Aalborgs højeste bygning med 22. etager, siger projektchef i Nybolig Palle Ørtoft Bent Knudsen.

Med sine knap 70 meter kommer Horisonten, som boligbyggeriet hedder, til at rage et stykke op over andre af byens høje huse. Til sammenligning er Aalborg Universitetshospital Nord blot på 16 etager og 57 meter, mens Høje Brygge er på 17 etager og 53 meter.

Det er kapitalforvalteren Aberdeen Asset Management, der i samarbejde med Arkitema, NCC og Nybolig opfører de tre boligtårne, som tilsammen udgør byggeriet.

- Jeg kan ikke huske, at vi nogensinde har haft noget til salg, som er så varieret. Her bliver lejligheder af alle typer, forklarer han og tilføjer, at både pris og kvalitet stiger i niveau op igennem husets etager.

De nederste etager er reserveret til 1- og 2-værelses studieboliger, der prismæssigt ligger lige under en million, mens Horisontens topscorere bliver fire eksklusive penthouselejligheder på toppen af byggeriet - den dyreste til den nette sum af 11 millioner. Her får man som den eneste i ejendommen også sin helt egen etage med en kæmpe tagterrasse og - lover ejendomsmægleren - byens bedste 360 graders panoramaudsigt.

I alt bliver der 17.000 kvadratmetre fordel på 166 lejligheder og en café i bunden af byggeriet.

- Set udefra er Horisonten rund, men indeni er den firkantet. Det runde bliver så at sige brugt til terrasser, hvilket betyder, at beboerne i stort set alle lejligheder får mulighed for at komme ud, siger Bent Knudsen.

Der bliver to indgange til Horisonten - en som er forbeholdt beboerne i studieboligerne i ejendommens tre nederste etager og en til alle de øvrige.

Den sidstnævnte bliver indrettet i loungestil med tæpper på gulvet og kunst på væggene.

Bent Knudsen forventer, at køberne bliver et bredt udvalg af nordjyder, fordi der vil være lejligheder i flere prisklasser - dog nok med en overvægt af et modent segment, der eksempelvis har solgt hus og nu ønsker at nyde udsigten over fjorden.

Horisonten vil om alt går vel stå klar til indflytning i sommeren 2020.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste