Billede beskrivelse

Hjem til jul? Her er prognoserne for juletrafikken

21. december 2023 kl. 14.00

Julen nærmer sig, og det betyder travlhed på vejene, når de danske trafikanter pakker bilen og krydser landet.

DSB, Storebæltsforbindelsen og Vejdirektoratet er alle enige om, at vi ser ind i en jul, hvor de rejsende primært bevæger sig mod vest for at fejre jul.

Her får du et overblik over travlheden i juledagene.

Umiddelbart venter der ikke de store forsinkelser på vejene op til juleaften, men det er en god idé at være opmærksom på den 22. og 23. december. Trafikken kan også drille 2. juledag, den 26. december og den 27. december.

Undgå disse tidsrum

Fredag den 22. december forventes at blive den første udrejsedag, hvor en blanding af myldretidstrafik og udrejsetrafik ender ud i mange biler på vejene. Denne dag vil trafikken være på sit højeste i tidsrummet mellem kl. 14.00 og 18.00.

Lille juleaftensdag vil der komme mange rejsende fra hovedstadsområdet mod Jylland. Særligt mellem kl. 11.00 og 14.00 kan trafikken blive tæt, lyder det fra Vejdirektoratet.

Når juleaften er veloverstået, går turen hjemad eller mod julefrokoster rundt om i landet. Især 2. juledag, den 26. december, kan trafikken igen blive tæt – ikke mindst fra kl. 11.00 til 15.00, vurderer Vejdirektoratet.

Travlhed på Storebælt

De mest travle perioder hen over julen bliver den 22. og 23. december mod Fyn og Jylland, hvor flest biler forventes at passere gennem betalingsanlægget mellem kl. 10.00 og 15.00

I retning mod Sjælland vil der være mest travlt 26. og 27. december mellem kl. 10.00 og 16.00.

Det forventes at trafikken vil runde knap 40.000 biler fredag den 22. december, og mere end 46.000 biler vil krydse bæltet den 26. december.

Derfor opfordres alle at opdatere eller tjekke deres oplysninger på brobizz.com. Ellers risikerer man, at bommen ikke går op.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste