Hjælp de hjemløse og udsatte i Aalborg
Mormonkirken i Vejgaard samler vintertøj ind
AALBORG: Nu får alle i Aalborg-området mulighed for at gøre en forskel for nogle af Aalborgs mange hjemløse og socialt udsatte. I samarbejde med Kirkens Korshær indsamler Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige (Mormonkirken) varmt vintertøj som frakker, trøjer, handsker, huer, tørklæder, sko og vinterstøvler til udsatte i Aalborg.
Initiativet er i tråd med "Think Global, Act Lokal" med fokus på "act lokal".
- Ofte tænker vi kun på Afrika, Syrien og andre dele af verden, når vi kasserer tøj, der er for godt til at blive smidt ud, og glemmer måske, at der står nogen lige uden for vores dør, der er i nød.
I den kommende vinter er der nødstedte mennesker, i Aalborg, der har hårdt brug for en hjælpende hånd, og det har Kirkens Korshær og Mormonkirken i smukt samarbejde besluttet sig for at gøre noget ved, fortæller Preben Klitgaard fra kirken.
Torsdagene 9. og 16. november kan man aflevere det aflagte vintertøj i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige på Riishøjsvej 20 i Vejgaard mellem kl. 19 og 21.
Arrangørerne kvitterer med en kop varm kakao og et stykke kage, når man afleverer.
Når vintertøjet er indsamlet, sorterer og kategoriserer frivillige i mormonkirken tøjet og skoene. Herefter overtager Kirkens Korshær det indsamlede og præsenterer det i deres varmestue, hvor brugerne på bestemte dage kan prøve og "shoppe løs", ganske gratis.
- Kirkens Korshær i Aalborg, har siden 1924 haft frivillige, der utrætteligt har ydet en uvurderlig uselvisk tjeneste for mennesker, der er socialt udsatte og har problemer med ensomhed, misbrug, psykiske lidelser og hjemløshed, og Mormonkirken er meget taknemmelig for at kunne bidrage lidt til dette vigtige arbejde, siger Preben Klitgaard.
"Act local-projektet" afsluttes med en "Feel good dag", hvor de udsatte bl.a. tilbydes gratis klipning, en hyggelig middag og lidt banko samt en lille gave til alle.
Hele projektet, involverer ansatte i Kirkens Korshærs varmestue og mange frivillige fra Mormonkirken og koordineres af Lea Juhl fra Kirkens Korshær og Jette Mathiesen fra Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, som begge håber på Aalborgensernes velvilje til at donere varmt fodtøj og vintertøj til udsatte medborgere i Aalborg.