Billede beskrivelse

Her kan du spise gratis risengrød på fredag

06. december 2023 kl. 13.00

December er lig med risengrød! I denne måned er det helt legalt at nyde den søde grød, som helst skal toppes med kanelsukker og smørklart, og som smager af ren og skær julehygge, både morgen, middag og aften. 

Kan du heller ikke få nok risengrød, så skal du måske lægge vejen forbi Kennedy Arkaden nu på fredag, hvor alle besøgende bliver budt på en tallerkenfuld risengrød og en kop saftevand - ganske gratis. 

- Kennedy Arkaden er året rundt et centralt trafik-knudepunkt i Aalborg, så vi vil gerne ønske alle, der bruger Arkaden, tak for et godt år, fortæller Mogens Thomsen, som er koordinator hos Kennedy Arkaden.

- Her kommer hver dag handlende til butikkerne, pendlere til busterminalen og aalborgensere, der arbejder i de mange virksomheder, der ligger her i huset, og de skal selvfølgelig have lidt julestemning med på vejen, siger han.

Flere gratis events

Det sker på Torvet i Kennedy Arkaden d. 8. december fra kl. 14-17, hvor der både vil være julemusik, pebernødder, saftevand og risengrød.

- Og kan man spise to portioner, så må man også gerne få det, siger Mogens.

Han fortæller desuden at man kan glæde sig til endnu flere gratis events på Torvet i Arkaden i det nye år - heriblandt masser af mad og musik. 

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste