Billede beskrivelse

Her kan du markere 80-året for befrielsen

29. april 2025 kl. 14.00

Den 4. maj 1945 lød de historiske ord i radioen:

– I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig.

Danmark var frit igen.

Nu er det 80 år siden, og det markeres flere steder i Aalborg og omegn. Og du får her er et overblik over, hvor du kan tage del i fejringen.

Eftermiddagskoncert i Musikkens Hus

Musikkens Hus inviterer til en stemningsfuld koncert med musikgruppen 'Et letsindigt ord'.

De fem musikere tager publikum med på en musikalsk rejse gennem besættelsestidens Danmark – både de alvorlige stunder og de lyse øjeblikke.

Billede beskrivelse

Koncerten byder på alt fra revysange og swing til klassiske filmmelodier af navne som Poul Henningsen, Kai Normann Andersen og Leo Mathiesen.

Undervejs ledsages musikken af spændende fortællinger om kunstnerne bag.

Arrangementet kræver billet.

Hvor og hvornår:

Tidspunkt: Søndag 4. maj klokken 15.30

Adresse: Musikkens Pl. 1, 9000 Aalborg

Oplevelser for hele familien på Aalborg Historiske Museum

På søndag åbner Aalborg Historiske Museum dørene for en dag fyldt med gratis aktiviteter.

Udenfor på Budolfi Plads kan du opleve militære køretøjer fra befrielsestiden, og indenfor kan du smage på erstatningskaffe, ølkage og havregrynskugler lavet efter gamle rationeringsopskrifter.

Billede beskrivelse

Dagen byder også på fællessang, små koncerter, filmvisningen "Befrielsen" og rundvisninger i museets besættelsesudstilling.

Om aftenen kan du tage med på byvandring og høre historier om Aalborg under besættelsen.

Hvor og hvornår

Tid: Søndag 4. maj klokken 11

Adresse: Algade 48, 9000 Aalborg

Alsang i Urtehaven i Nørresundby

Under besættelsen blev alsang en vigtig måde for danskerne at vise sammenhold og national stolthed. Søndag aften vækkes traditionen til live i Urtehaven i Nørresundby.

Flere lokale aktører – Lindholm Grundejerforening, Sundby Samlingerne, Sundby-Hvorup Boligselskab Løvvangen, Kvarterværkstedet og Løvvang Samråd – inviterer til alsang i Urtehaven i Nørresundby.

Korleder Jens Erik Strudsholm leder an, når stemmebåndene bliver varmet op, og kendte sange fra besættelsestiden fylder luften med godt humør og historisk eftertanke.

Hvor og hvornår

Tid: Søndag 4. maj klokken 19-20

Adresse: Frederik Raschs Vej 9, 9400 Nørresundby

Fællessang foran Folkekirkens Hus

Også foran Folkekirkens Hus på Gammel Torv bliver der lejlighed til at synge med, høre taler og nyde kaffe og kage.

Billede beskrivelse

Her styrer konferencier Frode Muldkjær slagets gang sammen med Klarup Pigekor og solist Margrethe Smedegaard.

Aalborg Kommune og Folkekirkens Hus står bag arrangementet, som er åbent for alle, der har lyst til at markere befrielsens 80-årsdag med fællesskab og sang.

Hvor og hvornår

Tid: Søndag 4. maj klokken 15-16

Adresse: Trappen ved Folkekirkens Hus, Gammel Torv 4, 9000 Aalborg

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste