Her kan du aflevere dit juletræ og gøre en god gerning
Sidste år lykkedes det at indsamle 194 juletræer til stor glæde for børnene
AALBORG: Julen er fuld af fantastiske traditioner, og i Børnehuset Lunden i Nibe, har de opfundet deres egen.
Her har pædagoger og børn i fire år samlet på brugte juletræer, som børnene får masser af leg, læring og sjov ud af resten af året.
- Det var en idé, som pædagog Kasper fik for fire år siden, og nu er det blevet en tradition for os, siger pædagogisk leder Kristina Mygind.
Hun fortæller, at juletræerne bliver brugt på legepladsen til at bygge huler af, save i, kravle på og lege med.
- Børn er så fantasifulde. De kan finde på at rejse dem op i sandkassen i løbet af sommeren, pynte dem med sandlegetøj og så lege juleaften. De har det virkelig sjovt med det.
Sidste år lykkedes det børnehuset at indsamle 194 juletræer, og det er den foreløbige rekord. Men den håber de, at kunne slå i år.
- Når vi møder ind 2. januar, plejer der at ligge en stor bunke på parkeringspladsen, og så hjælper børnene med at slæbe dem ind på legepladsen, siger Kristina Mygind.
- Og vi tæller dem troligt hvert år.
Hvis du har lyst til at hjælpe børnehuset med at slå deres rekord på 194 juletræer, kan du aflevere dit brugte træ på Lundevej 59, 9240 Nibe.