Billede beskrivelse

Her kan byens børn hænge julesokker op og få gratis gaver

Ikea Aalborg forsøder ventetiden med kalenderpakker

01. december 2022 kl. 07.04

AALBORG: Selvom vi har taget hul på december, så kan ventetiden frem til juleaften føles uendeligt lang - især hvis man er et barn.

Derfor har Ikea Aalborg besluttet at forkæle byens børn op til 12 år med særlige adventsgaver, og det eneste børnene skal gøre for at få fat i dem, er at hænge en julesok op i varehuset - så vil der hver fredag lande en gave i sokken.

- Vi vil gerne skabe lidt juleglæde for vores mindste gæster, og alle ved jo, at gaver i december er rigtig fede - især dem, man ikke ved, at man får, siger commercial activity leader Marie Lykke Bach.

- Og så har vi selvfølgelig også tænkt på, at det vil varme lidt ekstra hos mange familier qua de tider, vi er i, tilføjer hun med henvisning til de stigende fødevare- og energipriser og den stigende inflation.

Billede beskrivelse

Mere populært end sidste år

Muligheden for at få gratis adventsgaver var også populær sidste år, hvor Ikea for første gang fyldte julesokkerne for byens børn. Omkring et halvt hundrede sokker var dengang hængt op i varehuset.

Interessen for initiativet har dog vist sig at være endnu større i år, fortæller Marie Lykke Bach og tilføjer:

- Jeg ved, at der var 75 sokker hængt op i går, og lur mig, om ikke der er kommet en enkelt eller to til siden, siger hun.

Ikea uddelte den første gave i år i form af en 50 centimeter lang tøjdyrs-delfin fra kollektionen Blåvingad op til første søndag i advent.

Den næste gave puttes i sokkerne 2. december, men hvad den består af, er en hemmelighed. Dog vil Marie Lykke Bach gerne afsløre, at det er noget, der kan spises.

Årets sidste gaver puttes i sokkerne henholdsvis 9. og 16. december.

Husk at tømme sokken

Ikea Aalborg oplyser, at børn, der hænger sokker op, skal huske at tømme dem hver torsdag senest klokken 19. Ellers tømmer Ikea dem. 

Når den sidste gave er hentet, skal børnene tage deres sok med sig hjem. Glemte sokker bliver taget ned og kan efterfølgende afhentes i Returafdelingen senest 15. januar.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste