Her har de sat 400 meter hegn op, og siden er ingen druknet
I Aarhus har de i 2022 endnu ikke haft nogen drukneulykker. En af årsagerne er 400 meter hegn - noget som politikerne i Aalborg tidligere har afvist at sætte op langs havnefronten
AALBORG: 21-årige Oliver Ibæk Lund faldt i fjorden en sen nattetime i starten af februar.
Få uger senere faldt endnu en beruset mand i vandet ved Utzon Center midt om natten. Han blev reddet op af det iskolde vand af en forbipasserende. Så heldig var Oliver Ibæk Lund ikke.
Hans lig blev først fundet i midten af april, efter det var drevet i land halvanden kilometer øst for Aalborg Portland.
Drukneulykken affødte en heftig debat om sikkerheden på havnen, og politikerne satte flere initiativer i gang for at øge sikkerheden og oplyse om farerne ved at gå ned til vandet, når det er koldt, og promillen er høj.
Hegn langs fjorden blev også diskuteret, men affejet af politikerne. Blandt andet af fungerende borgmester Helle Frederiksen (S).
- Jeg tænker ikke, at det er nogen løsning. Hvis folk vil ned til vandet, så kommer de ned til vandet, sagde hun dengang.
Men nu er det måske værd at tage diskussionen op igen.
Kig mod Aarhus
I Aarhus har der siden 2017 været 10 drukneulykker ved Aarhus Havn.
Derfor blev politikerne i starten af 2022 enige om at opsætte 400 meter hegn langs havnen. Derudover satte de termiske kameraer op, som man også har på havnen i Aalborg, der registrerer, når et menneske falder i vandet.
Og resultaterne har været markante.
I 2022 har der i Aarhus været nul drukneulykker, og beredskabet har kun reddet halvt så mange mennesker op af vandet som tidligere. Det skriver TV2 Østjylland.
Og det får rådmand for By- og Land i Aalborg, Jan Nymark Thaysen (V), til at kigge interesseret mod Aarhus.
- Vi skal hele tiden prøve at optimere sikkerhedsforholdene, og jeg vil gerne til Aarhus og se, om vi kan lære noget af dem, siger han.
Rådmanden har tidligere været modstander af at hegne havnefronten ind, og det er han sådan set stadig.
For ham handler det om at balancere benyttelse og beskyttelse, og et hegn langs honnørkajen pynter ifølge rådmanden ikke.
- Selv om vi sætter et hegn op langs havnen, bliver det aldrig helt sikkert, og det må ikke blive en falsk tryghed. Vi ser jo, at der er nogen, der skal op og balancere på det hegn, som er på Limfjordsbroen, fordi det er spændende. Og et to meter højt hegn langs havnen ser bare ikke særligt spændende ud, siger Jan Thaysen.
Hjælp til de tissetrængende
Aalborg Kommune har sammen med Nordjyllands Politi og Region Nordjylland lavet projektorganisationen Tryg Aalborg, som efter Olivers drukneulykke i februar har sat 11 nye termiske kameraer op, som nu dækker strækningen fra Utzon Center til Obels Kanal.
Falder en person i vandet, bliver der automatisk aktiveret en alarm, og i løbet af seks et halvt minut kan der være en båd i vandet.
Derudover er der sat flere redningsstiger op langs havnen og sat et udendørs pissoir op ved Tolbod Plads, så tissetrængende mænd ikke bevæger sig ned for at tisse i vandet.
Og så har man skruet op for informationskampagnerne, som især retter sig mod nye studerende i byen.
Med de initiativer håber Jan Thaysen, at Aalborg Kommune også kan klare sig igennem resten af 2022 uden yderligere drukneulykker.
- Det er glædeligt, at de har gode resultater med sikkerheden i Aarhus, og jeg håber, vi kan fremvise lignende resultater i Aalborg med de initiativer, vi allerede har sat i værk, siger han.