Billede beskrivelse

Her er fem fede serier, du kan kaste dig over

Mangler du inspiration til din binge-watching liste?

25. februar 2021 kl. 18.38

AALBORG: Sidder du endnu engang og famler dig frem i det store udvalg af serier og mangler inspiration til den, du skal se lige nu? Så har vores nu:agent taget en for holdet og set en masse serier. Naturlig kun for jeres skyld.

Her får du Alberte Hjort Nilssons liste.

1. Peaky Blinders (5 sæsoner, Viaplay & Netflix)

Denne sensation af en serie fanger og drager seeren med ind i et univers, der består af en engelsk gadebande, der huserer i det fattige Birmingham, England efter 1. verdenskrig. Plottet tager udgangspunkt i banden, Peaky Blinders, der ledes af Thomas Shelby og hans familie, der både agerer skurke og helte på samme tid. Vi vil ikke sige for meget om serien i frygt for at nævne for meget, men den er god – som i rigtig god! Redaktionen giver den 4,5 ud af 5 stjerner.

Psst.. I skrivende stund er produktionen bag netop i gang med at optage 6. og sidste sæson af serien, der forventes udgivet i slutningen af 2021 eller starten af 2022.

2. Euphoria (1 sæson + 2 bonusepisoder, HBO)

Denne kontroversielle ungdomsserie tiltrak en masse opmærksom, da den udkom med sine voldsomme temaer som stoffer, overgreb og mental sundhed. Serien sætter spot på en virkelighed, der både virker fjern, men også genkendelig for rigtig mange mennesker.

Serien tager udgangspunkt i hovedpersonen Rue, der forsøger at komme igennem tilværelsen med sit selvdestruktive misbrug. Hun har på mange måder svært ved at finde sig selv, og det samme har de øvrige karakterer i serien.

Det er en superspændende serie, som vi helt klart anbefaler. Det bliver til 5 stjerner herfra!

3. The Crown (4 sæsoner, Netflix)

Store slotte og royale titler. Har du ikke set The Crown endnu, så bør du i hvert fald nu! Serien omhandler det britiske kongehus og Dronning Elizabeths dramatiske liv på tronen. Serien tager udgangspunkt i store begivenheder, men med et fiktivt twist. Seneste sæson har netop fået en del kritik for at være alt for fiktiv, men dette ændrer dog ikke på kvaliteten af serien, der nemlig er én af verdens dyreste.

Se den, så du også kan være med i snakken om det royale drama. Vi giver den 4 stjerner ud af 5, mest fordi afsnittene godt kan være lidt langtrukne.

4. Badehotellet (8 sæsoner, TV2 Play)

Hvis du ikke ser med hver mandag, når et nyt afsnit af Badehotellet vises på TV2, så er det da med at komme i gang! Serien tager udgangspunkt i det nordjyske, Andersens Badehotel, hvor gæster og personale sammen bidrager med lidt af hvert. Og ofte noget dramatisk! Vi vil helst ikke afsløre for meget, men med seriens humor og spænding kan vi godt forstå, at denne er blevet én af Danmark mest populære serier.

Den får 3,5 stjerner fra os!

5. Lupin (1 sæson, Netflix)

Denne franske serie, der præger top 10-listen på Netflix, tager udgangspunkt i en parisisk arbejderklasse-fyr, der med inspiration fra sin far og den fiktive tyv, Arsene Lupin, vil udføre et svindelnummer for at gøre op med overklassen. Hovedpersonen har du nok set før fra den kendte, franske film ‘De urørlige’, hvor han charmerede sig ind på Hollywoods røde løbere. Denne serie er derfor et klokkeklart must-watch, som du kan nyde over vinterferien.

Se den før din nabo! Vi giver den i hvert fald 4,5 stjerner!

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste