Billede beskrivelse

Her er ejernes planer for Spar på Doravej

Renoveringen skal give en nyere og pænere butik, men ejerne forsikrer om, at ånden fra den gamle butik vil blive ført videre

16. oktober 2022 kl. 12.00
Opdateret 17. oktober 2022 kl. 10.02

AALBORG: Normalt kan der være kø helt ud på parkeringspladsen. Men for tiden er det kun håndværkere, der har adgang til den populære Spar på Doravej i Vejgaard.

Her har de - relativt - nye ejere, Niels Christian Bertelsen og Martin Bøgh Eliasen, gang i en omfattende renoveringen af dagligvarebutikken.

De seneste måneder har der floreret flere rygter om, hvad der skulle ske med med butikken. Men ifølge Martin Bøgh Eliasen skal kunderne ikke forvente, at de nye ejere laver det hele om.

- Vi er ikke kommet for at revolutionere noget. Vi kører det videre i samme stil som før, siger Martin Bøgh Eliasen.

Billede beskrivelse

Medarbejderstaben bliver den samme som før, men til gengæld kan de se frem til at møde på arbejde i en nyrenoveret Spar.

- Alt er nyt derinde, der er malet, vi får nye kølere og lægger et lager på godt 100-150 kvadratmeter til. Layoutet bliver vendt lidt på hovedet, så grøntafdelingen kommer til at stå, hvor kassen var før. Vindfanget bliver også lidt større. Vi vil gerne have en større butik - den var lidt klemt, fortæller ejeren.

Selvom makkerparret kun har haft Spar på Doravej siden 1. september, er de et par erfarne herrer indenfor branchen. De ejer nemlig også hver halvdelen af Spar på Kastetvej i Vestbyen.

- Vi havde gået med planer og kigget på nogle butikker i et stykke tid, da det her pludselig dukkede op. Vi var heldige med, at der kom et godt tilbud på det rigtige tidspunkt. Den ligger tæt på den anden, så det kunne godt hænge sammen, når vi ikke skulle køre alt for langt, siger Martin Bøgh Eliasen.

Forhandlingerne begyndte for et års tid siden, men udfordringer med blandt andet finansieringen betød, at købet blev udskudt.

På nuværende tidspunkt er forventningen, at butikken er klar til at åbne slut november. Martin Bøgh Eliasen understreger dog, at meget kan nå at ske. Uanset hvad ser de to kompagnoner frem til åbningen.

- Vi glæder os bare til at komme i gang og til at tilbyde kunderne en ny og flot butik, siger han.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste