Billede beskrivelse

Heldig dreng eller pige i Aalborg kan få en gratis drømmekonfirmation

Lokale forretningsdrivende i Aalborg er gået sammen om et corona-velgørenhedsprojekt, hvor man uddeler en konfirmations-giveaway

27. april 2020 kl. 18.00

AALBORG: - Hvem kunne dog finde på at sige nej til at få en helt gratis drømmekonfirmation?

- Nej vel? Ingen!

Sådan lyder det ekstremt gode tilbud i hvert fald fra en række lokale forretningsdrivende i Aalborg, der nu er med i et corona-velgørenhedsprojekt, der kort og godt går ud på at uddele en konfirmations-giveaway til et ungt menneske, der står foran en snarlig konfirmation.

Vi er normalt på denne tid af året godt på vej ind i konfirmationstiden, men også denne glædelige begivenhed har corona-pandemien sat en foreløbig stopper for.

Kirkeministeriet meddelte nemlig allerede i marts, at årets konfirmationer enten skal udskydes til efter pinse - eller først afholdes i august eller september.

Billede beskrivelse

- Mange unge bliver overset i denne tid, og vi hører om voksne, der mister deres arbejde og erhvervsdrivende, der går konkurs.

- Men hvilke konsekvenser har det for de unge, der har glædet sig til at holde konfirmation?

- Vores konfirmations-giveaway handler om at hjælpe en konfirmand, der fortjener en håndsrækning. Det kan være i tilfælde, hvor vedkommendes forældre har mistet deres arbejde, eller familien er særligt udsat på grund af sygdom i forbindelse med corona-krisen, siger Michel Lycoops, der er kok og medindehaver af Mad Med Mest i Aalborg sammen med Mette og Stefan Klausholm, der startede Restaurant Mest.

De er således gået sammen om corona-velgørenhedsprojektet, der også tæller andre lokale aalborgensiske erhvervsdrivende.

Konfirmations-giveawayen rummer alt, hvad der hører sig til en god konfirmation, og det er bl.a. konfirmationstøj, frisør, fotograf, video, gave og bil fra kirken til festlokale eller telt, konfirmationsmenu, vin, natmad og blomster.

Michel Lycoops glæder sig nu sammen med de andre i velgørenhedprojektet til at finde en heldig dreng eller pige i Aalborg, og interesserede kan f.eks. kontakte Mad Med Mest via deres Facebookside eller mail.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste