Havnen bliver fyldt med kulørte badehætter
150 svømmere skal kæmpe med strøm og vind til den årlige Limfjordskrydseren
AALBORG: Der bliver traditionen tro masser at se på, når en stor gruppe svømmere går til kamp mod Fjorden i morgen, lørdag 21. august.
Indtil videre er 150 tilmeldt årets udgave af den traditionsrige Limfjordskrydseren, der finder sted for 14. gang.
Deltagerne svømmer forskellige distancer - flest er med på 600 meter, men der er ifølge arrangørerne også et pænt felt på 1500 meter og 10 km DM.
Det er i øvrigt første gang, at den lange distance på 10 km DM open water er på programmet.
Du kan følge svømmernes kamp mod strøm og vind fra kl. 11.45, når de første springer i Fjorden ved den lille kanal på Aalborg-siden - målet er ved Nørresundby Lystbådehavn.
DM 10 km finder sted fra kl. 13-15.15.
Det er de lokale svømmeklubber Svømmeklubben Nord og Aalborg Svømmeklub, Dansk Svømme Union og Svømmeland Nørresundby, der står for arrangementet og skulle du have mod på - lovligt - at krydse Fjorden i vandet, så kan du tilmelde dig helt frem til midnat.