Har du tankemylder? Så kan det her være løsningen
De har nytænkt psykologens rolle i en tid, hvor der er lange ventelister til psykologer
AALBORG: 'Jeg når det aldrig', 'Han synes sikkert, jeg er dum', 'hvad mente hun med det?'.
Har dine tanker det også med at stikke af og avle hinanden, så er du helt normal.
Men for nogle kan tankerne tage styring over vores liv, og vi kan blive rigtig syge og psykisk sårbare, hvis ikke vi får den rette hjælp i tide.
Det er også problematikken for rigtig mange borgere i Aalborg, der har fået en henvisning til en psykolog fra lægen. Lige nu kan du forvente at vente mellem tre og fire måneder, inden du får en samtale med en psykolog inden for det offentlige.
- De her lange ventelister gør, nogle opgiver at få noget hjælp, inden de overhovedet kommer i gang, siger psykolog Martin Kastrup.
Han er en af iværksætterne bag den lille aalborgensiske virksomhed, Mindcamp, der har nytænkt psykologens rolle ind i en digital version. De arbejder med at håndtere og forebygge stress.
En digital psykolog
- Vi startede med at tænke, at vi faktisk kunne hjælpe flere ud af stress, hvis vi lavede et digitaliseret onlineforløb, siger Martin Kastrup.
Bag Mindcamp står Martin Kastrup og brødreparret Mads og Peter Hyldig. Her har de blandede kompetencer, hvor to er uddannet psykologer, mens Peter Hyldig er økonom.
- Vi vil bremse stress-epidemien. Vi vil gerne fjerne ventetid, gøre det billigere og vi bruger ingen tid på at arbejde med, hvad der er sket i barndommen, siger Mads Hyldig.
Stress ikke over stress
Hvis du har følt dig lidt stresset i løbet af dagen i dag, så er du ikke alene. Det er faktisk helt normalt, at opleve lidt stress, som i små mængder kan fremme vores præstation.
Og det budskab ønsker holdet bag Mindcamp at udbrede i deres arbejde.
- Vi vil gerne lære folk at styre balancen, mellem hvornår stress er godt - og hvornår det bliver rigtig skidt, siger Martin Kastrup og fortsætter:
- Vi har nok en lidt anderledes tilgang end de fleste psykologer. Vi tror på, at man bliver stresset af at bekymre sig for meget over stress. Det skaber et indre fokus på stress, som kan udløse endnu mere stress.
Giv hjernen ro
Derfor skal vi i stedet have redskaber til at tænke mindre, så vi kan slippe bekymringer, læne os tilbage og give hjernen ro.
- ‘Hjernero’, som vi kalder det, handler om at give hjernen en velfortjent pause. Vi vil gerne normalisere, at det er okay at være stresset ind i mellem. Det er alle. Men man skal også kunne slappe af på andre tidspunkter, siger Peter Hyldig.