Har du set? Næste etape af Nytorvs forvandling er i gang
Læs her, hvad der sker på strækningen fra Føtex til Medborgerhuset
AALBORG: Måske har du allerede set det? Hvordan området omkring Føtex i Slotsgade er i gang med at blive gravet op.
Og vi er selvfølgelig klar med forklaringen på, hvorfor du i øjeblikket ikke kan benytte fortovet langs bygningen ned mod Medborgerhuset.
Aalborg Kommune er nemlig gået i gang med tredje etape af byfornyelsen fra Nytorv til Nordkraft, efter arbejdet har ligget stille hen over vinteren.
Bløde trafikanter i centrum
Det er de bløde trafikanter, der er i centrum, og som vi tidligere har fortalt, så kommer der blandt andet bredere fortov med plads til træer og mere cykelparkering ved Føtex.
- I øjeblikket er vi i gang med at fjerne det gamle fortov og fræse asfalt af, ligesom der også skal laves plantehuller på strækningen fra Slotsgade til buspassagen, fortæller Laura Sand, der er fase- og projektansvarlig.
- Der går et par måneder, før vi er færdige med den del. I det hele taget vil vi nødig have en situation, hvor vi sætter gang i så meget arbejde på en gang, at vi bliver nødt til at spærre af. Det er vigtigt, at både gående, cyklister og bilister kan komme omkring i midtbyen.
Derfor er målet også, at der er adgang til p-husene i Salling og Føtex hele tiden.
Ny belægning og brede cykelbaner
Efter fortovet bliver der sat fokus på overgangen ved Fjordgade mellem Friis og Magasin, hvor der kommer ny belægning, og samtidig gør kommunen også arbejdet med brede cykelbaner i begge retninger færdigt.
I perioden fra juli til oktober er der særligt fokus på de to tunneller ved Medborgerhuset, hvor busserne tidligere har kørt.
- Fremover bliver det nordlige rør forbeholdt cyklister, mens det sydlige bliver til fodgængere samt områder med cykelparkering, fortæller Laura Sand.
- Når det arbejde er slut, er vi færdige med etape tre. Vi har en rigtig god dialog med de erhvervsdrivende, og når vi netop stopper i slutningen af oktober, skyldes det hensynet til julehandlen.
Plads til handel, ophold og oplevelser
Næste etape er fra Medborgerhuset til Løkkegade, og den bliver udført i løbet af næste år.
Arbejdet består af i alt fem etaper, inden byudviklings-projektet efter planen slutter ved Nordkraft med udgangen af 2024.
Kommunens vision for byfornyelsen fra Nytorv til Nordkraft er "at skabe en sammenhængende strækning med en perlerække af grønne byrum med plads til både handelsliv, ophold og oplevelser".