Billede beskrivelse

Har du set hans møbler? Nordjysk smed har en stålsat ambition

Nichlas har succes med sin nye designvirksomhed - i weekenden holder han lagersalg i Nørresundby

09. juni 2022 kl. 12.08

AALBORG: Nordjyske Nichlas Bjørn er godt på vej til at virkeliggøre sin drøm om at gøre designvirksomheden NICHBA Design til en international succes.

Nichlas Bjørn designer og fremstiller møbler i stål. Han har allerede haft succes med at levere produkter til store kunder som Google, Education First, Hilton, Nordic Choice-hotellerne og ikke mindst til private i ind– og udland.

Virksomheden blev startet for seks år siden. I starten havde møbelfremstillingen kun været en hobby for Nichlas Bjørn. Han brugte timer på at forme stål til sit eget hjem, men efterhånden gik det op for ham, at der også var et marked udenfor hans egen matrikel.

- Jeg har altid haft en oprigtig interesse for design, og jeg brugte meget af min fritid på at lave nye sjove møbler til min lejlighed. Folk var meget interesserede i mine møbler, når de besøgte mig til fødselsdage og den slags, og til sidst sad jeg tilbage med en masse bestillingslister, siger Nichlas Bjørn.

Han besluttede sig for at sætte møbelproduktionen i system og sælge produkterne via en ny hjemmeside, og NICHBA Design er nu vokset til, hvad Nichlas Bjørn kalder "en fornuftig størrelse virksomhed" med otte ansatte.

Billede beskrivelse

Det nordjyske upcoming designfirma har allerede virksomheder og private fra 12 lande på kundelisten.

- Vi har formået at lave nogle produkter, som både passer ind hos Hr. og Fru Danmark, og som kan bruges i store hotelprojekter rundt om i verden. Vi har skabt noget, der rammer bredt, siger Nichlas Bjørn, der ikke er i tvivl om, at det er ærligheden, der sælger. Møblerne giver sig ikke ud for at være noget, de ikke er.

- Vores møbler er lavet i ærlige og solide materialer, og de er skabt til at kunne holde i generationer, siger Nichlas Bjørn.

NICHBA Design har et 240 kvadratmeter stort showroom på Stenholm 20 i Nørresundby, hvor Nichlas Bjørn i weekenden for første gang holder lagersalg. Det sker fredag 10., lørdag 11. og søndag 12. juni.

Om fredagen er der åbent fra 14 til 18, og lørdag og søndag fra 10 til 16.

Nichlas Bjørn lover, at der vil være noget for enhver smag - uanset om du er på udkig efter et møbel, der passer ind eller et, der skiller sig ud.

Rabatterne går op til 80 procent på anden sorteringsprodukter.

Du kan læse mere om NICHBA Design og om lagersalget i weekenden på www.facebook.com/nichbadesign

Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste