Har du læselyst? Nu åbner bibliotekerne for bøger to go
Fra onsdag kan du få leveret materiale til dit lokale bibliotek
AALBORG: Har du læst bøgerne i din bogreol to gange, eller er du bare træt af ord på en skærm, så er der godt nyt.
For fra på onsdag, 10. marts, kan du nu igen komme på biblioteket. Sådan næsten. I hvert fald kan du få adgang til en del af Aalborg Bibliotekernes materiale, når de udvider deres click and collect-løsning Biblioteket to Go, skriver bibliotekerne i en pressemeddelelse.
Udvidelsen betyder, at du fremover kan hente reserverede bøger og andet materiale ude omkring i kommunen. Bibliotekerne i Hasseris, Nørresundby, Svenstrup, Vodskov, Nibe, Storvorde og Hals vil således fremover åbne for to go hver mandag, onsdag og torsdag kl. 14-17, indtil bibliotekerne får mulighed for at åbne igen.
Der har eksisteret en to go-ordning på Hovedbiblioteket siden december, og den har været en succes. Den nye lokale ordning bygger videre på den nuværende ordning, hvor du kort fortalt reserverer det, du gerne vil låne fra bibliotekets hjemmeside. Når en bibliotekar har fundet det frem til dig, modtager du en besked, hvorefter du tager hen på det bibliotek, du har reserveret til. Når du ankommer, ringer du til biblioteket, og de udleverer en pose med dine udlånte materialer. Så kan du ellers boltre dig med biografien, brætspillet, broderiopskrifterne – eller hvad du nu har valgt at låne.
I første omgang er det kun udlån, bibliotekerne åbner for, mens det ikke er muligt at aflevere. Aalborg Bibliotekerne opfordrer til, at du har en smule tålmodighed med den nye mulighed. For når de åbner for to go på onsdag, er der et stort efterslæb af reserveret materiale, som først skal ud på hylderne, derfor kan der gå lidt tid fra, du har reserveret og til, bogen bliver fundet frem til dig.