Har du guld i gemmerne? Gamle kaffedåser stiger i værdi
Kort fortalt:
- Gamle kaffedåser er lige nu eftertragtede i Aalborg.
- På DBA er der lige nu 93 % flere søgninger efter kaffedåser i forhold til sidste år.
- Finder du en gammel kaffedåse i kælderen kan den være flere tusind kroner værd.
De er farverige, ofte cylinderformede, lavet af metal, og så kan de åbenbart gå hen og stige pludselig og ganske voldsomt i både popularitet og værdi. Gamle kaffedåser.
De seneste mange måneder har efterspørgslen på kaffedåser taget til på DBA: 93 % flere søgninger var der i september på kaffedåser i forhold til september 2022, og der blev søgt hele 101 % mere i juli 2023 versus samme måned året før.
Aalborg er desuden nr. 2 på listen over de byer, hvor flest folk i Danmark søger efter "kaffedåse" på DBA.
Anne-Mette Mølholm er kaffedåse-samler med imponerende 951 kaffedåser på hylderne, som hun har anskaffet sig fra loppemarkeder og genbrugsbutikker.
Købt for 100 kr. – nu 20.000 kr. værd
- Det er lidt finurligt at forestille sig, at en tom dåse er noget værd, men sådan kan det altså sagtens være. For det er ikke indholdet, som kaffedåse-samlere er interesseret i, men selve dåsen – dens mærke, farve, størrelse og detaljer, forklarer Anne-Mette Mølholm.
Et af hendes bedste kup er en Cirkel Kaffe-dåse, som engang indeholdt koffeinfri-kaffe. I dag er dåsen tom og rusten, men dens værdi er ikke til at tage fejl af. Hun gav 100 kr. for den på et loppemarked, men er siden blevet tilbudt intet mindre end 20.000 kr.
Farve, mærke, detaljer og størrelse
Et andet godt kup hun har gjort er en meget stor blå kaffedåse fra Slagelse Kafferisteri. På den iøjnefaldende, lyseblå dåse, står der med store, guld bogstaver ’Superfin kaffe’. Den var dyr og kostede hende 1.400 kr. men kan i dag sælges for 3.000 kr. vurderer hun.
- Den er rigtig flot i farverne, og det er meget eftertragtet blandt samlere, fortæller Anne-Mette.
Der er 3 gange så mange mænd som kvinder, der søger efter kaffedåser på DBA, og det er især folk i alderen 50-59 år, der samler på dem.