Billede beskrivelse

Gys i villahaven: Tør du gå forbi ham her?

Se hvor du kan få et vaskeægte jump scare

09. oktober 2022 kl. 18.04

VISSE: Uhyggelige græskarhoveder, store ulækre edderkopper og skræmmende klovne med røde øje. Det er nogle af de rædselsvækkende rekvisitter, vi finder frem fra gemmerne til halloween.

Men selvom højtiden først fejres den sidste dag i oktober, så kan du allerede nu få koldsved på panden, når du går rundt i byen.

Bevæger du dig til Visse, kan du løbe ind i dit værste mareridt, når du pludselig står ansigt til ansigt med noget, der mest af alt minder om en af gyserhistoriens mest uhyggelige skurke: klovnen Pennywise fra kult-serien IT.

Gyserklovnen sidder på spring på et brønddæksel i buskadset tæt på fortovet på Vissevej, og figuren er udstyret med en sensor, så den i aftentimerne bevæger sig og får lysende røde øjne, når du går forbi.

-Den er tændt fra klokken 16 til 24. Oprindeligt var den også tændt i de mørke morgentimer, men hende den langhårede derhjemme gav mig ordre om ikke at skræmme de små børn, når de er på vej til deres institutioner, griner Rune Jensen, der er den stolte indehaver af gyserklovnen.

Tiltrækker sig opmærksomhed

Han har selv to døtre på henholdsvis et år og fire år, og mens den etårige datter endnu ikke har opdaget den skræmmende figur i haven, så synes den fireårige mest, at den er sjov, og hun viser den gerne frem for vennerne fra børnehaven, når de er ude at gå tur med pædagogerne.

- Der er også andre i byen, der med jævne mellemrum tager deres børn med hen for at se til klovnen. Nogle gange står der en hel børneflok, når jeg kommer hjem fra arbejde, griner Rune Jensen, der købte det bevægelige halloweenskræmsel sidste år i København for et beløb, der udløste lidt skældud på hjemmefronten. Godt 3000 kroner lød regningen på, men klovnen har ifølge Rune Jensen været alle pengene værd.

-  Den har tiltrukket sig en hel del opmærksomhed, og det, synes jeg, er sjovt. Sidste år gik den viralt på Facebook og fik 20-30.000 likes. Det var helt vildt, siger han.

Halloweendekorationen bliver også diskuteret i år, hvor blandt andre følgerne i Facebook-gruppen "Aalborg i små fotoglimt" har givet deres mening til kende.

"Puha. Stakkels dem der går forbi, som er bange for klovne", skriver en af brugerne i tråden under et billede af figuren, mens en anden kort konstaterer: "Føj, hvor er han uhyggelig".

Billede beskrivelse

Endnu en klovn er på vej

Ifølge Rune Jensen er de fleste reaktioner fra folk, der ser klovnen, dog positive. 

- Folk i hele byen synes, at den er sjov. Vi har fået meget få negative kommentarer. Der er kun et enkelt voksent menneske, der har skrevet til os, at klovnen har givet hende mareridt. Vi ved, hvem hun er, og vi tror faktisk, at hun mener det, siger han. 

Det har dog på ingen måde dæmpet hans begejstring for halloween eller lysten til at give naboerne et lille gys på en hyggelig uhyggelig måde, og derfor får klovnen på brønddækslet snart selskab af en anden creepy klovn, som forbipasserende vil kunne se kravle op ad børnenes legehus. 

- Jeg regner med, at den bliver leveret i midten af oktober, så den er klar til halloween, siger Rune Jensen.

Så hvis det skulle være gået nogens røde klovnenæse forbi, at årets uhyggeligste aften venter lige om hjørnet, så er det bare at invitere dem på en gåtur i aftenmørket på Vissevej og lade Rene Jensens halloweendekorationer levere et jump scare.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste