Vi anbefaler: Det her kan du lave i efterårsferien
Efterårsferien står for døren, og det er altid godt at være forberedt, når det kommer til de aktiviteter, du kan lave i løbet af uge 42.
Lad os starte med udendørsaktiviteter, der bringer familien sammen.
Her er det oplagt at finde en af Aalborg Kommunes primitive lejrpladser - måske slå telt op, sove i shelter eller bare at lave bål ved.
For der er intet som bålhygge og snobrød på en kølig efterårsdag.
Det er også oplagt at besøge nye legepladser, som du og familien endnu ikke har prøvet, eller måske tage i skoven for at samle kastanjer.
Det kan også være, at det regner i løbet af uge 42, og så er det tid til indendørshygge.
Her er det oplagt at tage på én af Aalborgs keramik- eller smykkecaféer. Såsom Du Er Smyk, Art By Me og Keramikcaféen.
Det er også helt i orden at bruge tiden derhjemme. Måske med et filmmaraton, dyner i sofaen og varme popcorn. Dét er en sikker vinder!
Efterårsferie dufter også af eftermiddagskage, og hvorfor ikke inddrage alle i familien til en bagedag i køkkenet. Måske en tærte eller kage med sæsonens frugter?
Sidst, men ikke mindst. Det er også sjovt at lave noget aktivt sammen med familien. I kan eksempelvis tage i svømmehal, spille padel eller tage et smut i legeland.
Det er kun fantasien, der sætter grænser for, hvad man kan lave i løbet af efterårsferien, og heldigvis er årstiden både til inden- og udendørs aktiviteter.