Seneste nyt
Billede beskrivelse

Tag børnene med på gratis natureventyr i skoven

20. juli 2026 kl. 06.03

HAMMER-BAKKER: En tur i skoven kan hurtigt udvikle sig til et lille eventyr, og det kræver hverken dyrt udstyr eller stor viden om naturen.

Med en hvid opvaskebalje, en paraply og et syltetøjsglas kan man nemlig komme helt tæt på det liv, der gemmer sig i skovbunden, på grenene og blandt planterne.

Mikkel Rødvig, der er naturvejleder ved Aalborg Kommune, har tidligere taget Nordjyske med på en tur i Hammer Bakker for at vise, hvordan både børn og voksne kan gå på opdagelse i naturen i sommerferien.

Og ifølge naturvejlederen må man gerne forlade de velkendte skovstier.

- Så får man også lidt oplevelsen af at være på et lille eventyr, siger han.

Tag på sommerfuglesafari

En åben eng med vild natur er et godt sted at lede efter sommerfugle, som man ikke nødvendigvis møder hjemme i haven eller i en almindelig park.

I Hammer Bakker kan man blandt andet være heldig at se Brun Pletvinge, der har brune vinger med orange pletter.

Ifølge Mikkel Rødvig er det en skrøne, at en sommerfugl mister evnen til at flyve, hvis man rører ved dens vinger. Sommerfugle er dog sarte dyr, og derfor skal man passe på ikke at klemme dem.

Derfor anbefaler han også, at man i stedet fanger sommerfuglene i et syltetøjsglas, hvor de kan nærstuderes. Man skal blot huske at sætte dem fri igen efter et par minutter.

På engene kan man også være heldig at se en fasan, men de kan godt lide at gemme sig i det høje græs. Derfor gælder det om at holde øje med, hvor man sætter fødderne.

- Man kan godt blive lidt forskrækket, hvis man kommer til at træde på en. Så kommer der bare sådan en farvelade høne buldrende op, fortæller Mikkel Rødvig om en gang, hvor han kom til at træde på fasankokken.

Gå på jagt i dyrenes efterladenskaber

Et efterladenskab fra en hest er måske ikke det første, man normalt har lyst til at undersøge nærmere.

Men en hestepære kan være hjemsted for flere forskellige arter af møgbiller.

Det bedste fund er ifølge Mikkel Rødvig en lort, der hverken er helt ny og våd eller gammel og udtørret. Den kan lægges i en hvid opvaskebalje, hvor man forsigtigt kan dele den og se, hvilke biller der gemmer sig indeni.

- Så kommer møgbillerne frem. Og der kan være rigtig mange forskellige slags møgbiller der, fortæller Mikkel Rødvig. 

Selvom han har haft hænderne godt og grundigt nede i en hestepære, så er der ikke noget synderligt at se på hans hænder. 

- Der er intet farligt ved at bruge hænderne, og det er ikke værre end, at man lige kan tage det med en vådserviet eller vaske hænder, når man kommer hjem, siger han og uddyber, at man også kan bruge en pind, hvis man ikke har lyst til at skulle have hænderne i.

Der er dog efterladenskaber, man skal holde fingrene fra. Er lorten aflang, kan den stamme fra et menneske, en hund eller et andet rovdyr.

- Vi rører ikke ved rovdyrlort, understreger Mikkel Rødvig.

Formålet med aktiviteten er at få en forståelse for, hvordan naturens kredsløb hænger sammen. Møgbillerne er eksempelvis med til at nedbryde dyrenes efterladenskaber.

Ifølge naturvejlederen kan børnene være skeptiske i begyndelsen, men når de først går i gang med at undersøge indholdet, kan det være svært at få dem til at stoppe igen.

Find planter og smådyr

Har familien brug for en pause undervejs, findes der bålpladser og sheltere til fri afbenyttelse i mange nordjyske skove.

Ved bål- og shelterpladsen i Hammer Bakker har Mikkel Rødvig flere gange haft børnehaver og skoleklasser med på tur.

Her har plantebingo været en populær aktivitet. Opgaven er ganske enkelt at finde så mange forskellige planter som muligt omkring bålpladsen.

Man kan også konkurrere om at finde forskellige smådyr. Mikkel Rødvig har oplevet børnehavebørn finde mere end 250 arter i et område som det i Hammer Bakker.

Til jagten kan man bruge en såkaldt bankeskærm også kaldet en paraply. Derefter ryster man forsigtigt en gren, så insekterne falder ned i paraplyskærmen og kan undersøges nærmere.

Man behøver ikke kende navnene på de planter og dyr, man finder.

- Det fascinerende er at se, hvor mange forskellige ting der er i naturen, siger Mikkel Rødvig.

Bliver man alligevel nysgerrig, anbefaler han appen iNaturalist. Her kan man dele billeder af sine fund og få bud på, hvad man har opdaget.

Naturvejlederens vigtigste råd er derfor blot at komme afsted og undersøge den natur, der findes lige i nærheden - ikke mindst sammen med børnene.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste