Billede beskrivelse

Søger du sindsro? Her er vores guide til det spirituelle Aalborg

13. november 2023 kl. 19.01
Opdateret 14. november 2023 kl. 09.30

Kender du det, når hverdagen føles som en uendelig pendlertur i et overfyldt tog? Hvor vibrationerne fra din mobiltelefons notifikationer - om alle de ting du helt sikkert har glemt eller mangler at forholde dig til - sender trykbølger af stress gennem din krop.

Måske kender du til en lidt mindre dramatisk version af det. Og i så fald: Gud ske tak og lov for det! 

Uanset kan det være en god idé at stoppe op og tage en dyb indånding. Derfor har vi samlet et lille udvalg af steder i Aalborg, der tilbyder dig et pusterum – de lidt mere spirituelle åndehuller i byen.

Yoga Huset

På Strandvejen 19, skråt overfor spritfabrikken og ovenpå KaffeFair finder du Yoga Huset, som er en del af FOKUS folkeoplysning. Hos Yoga Huset har man en holistisk tilgang til sundhed og fitness, som har til formål at forene det fysiske og det mentale. Der er over 50 forskellige hold om ugen indenfor både hatha yoga, vinyasa yoga og andre specialtyper af yoga og meditation.

Ginyoga i DGI-Huset Nordkraft

Billede beskrivelse

I DGI-Huset Nordkraft er det muligt at arrangere en lidt mere festlig udgave af vejen mod indre sjælero og mental velvære. Med et glas lokalfremstillet gin og tonic i hånden og et smil på læben bevæger man sig gennem klassiske yoga stillinger og slutter af med en gin meditation. Og bare rolig – hvis du ikke er til G&T’s, så tilbyder DGI-Huset Nordkraft også en vin og en øl udgave af arrangementet.

Kristen meditation i Vor Frue Kirke

Billede beskrivelse

I Vor Frue Kirke kan du opleve den kristne meditation og møde en af de mest udbredte meditative bønner i hele den kristne kirkes tradition: hjertebønnen. Både før og efter meditationen er der stille musik, kaffe og the i kirken.

Kommende datoer: mandage den 11. december, 8. januar, 22. januar, 5. februar, 19. februar, 4. marts, 18. marts, 15. april, 29. april, 13. maj, 27. maj, 10. juni og 24. juni

Meditation i Klosterkirken

Du kan også opleve den kristne meditation i Budolfi Kirke. Én tirsdag om måneden er der meditation i Klosterkirken, ved sognepræst Benedikte Vejlby Baggesgaard. Her åbner kirken fra kl.16.15, hvor man kan komme og sætte sig i musisk stilhed, mens organisten spiller meditativ musik og kl. 16.30 begynder selve meditationen. Der læses også et kort bibelsted og der er mulighed for at tænde et lys. Meditationen slutter kl. 17 med fadervor og en salme.

Kommende datoer: tirsdage den 5. december, 2. januar, 6. februar, 5. marts, 2. april, 7. maj og 4. juni.

Billede beskrivelse

Den spirituelle butik i centrum

Er du mere til at ”gøre det selv” på healing-kontoen, så kan du finde en evergreen af en spirituel butik lige midt i hjertet af Aalborg. På Nørregade 1 finder du nemlig butikken ISIS, som har eksisteret siden 2002 og dermed kan siges at være dybt forankret i byen. Hvis ikke du har handlet der, så kan vi næsten garantere dig, at du er gået forbi butikken mange gange. 

Billede beskrivelse

I over 20 år har butikkens indehaver, Kirsten Jensen, guidet aalborgensiske sandhedssøgere og hyggehekse på vejen mod alternativ oplysning. Du kan finde alskens krystaller, røgelse og andet relevant spirituelt udstyr i Kirstens omhyggelige udvalg.

Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste