Skattejagt, sejlskib eller sang i kalkgrav: 3 gratis oplevelser for hele familien
Vi ved det – karneval fylder meget denne weekend.
Men tro det eller ej, der sker faktisk også andet.
Især søndag er spækket med sjove ting for hele familien. Her kommer tre hyggelige bud – alle helt gratis
Børnenes Dag hos Streetfood Vestbyen
Søndag er børnenes dag, og derfor disker Streetfood op med sjov og ballade for de små.
Her står den på gratis aktiviteter hele dagen – lige fra legeland og skattejagt til ansigtsmaling og kreative værksteder.
Og hvis de voksne keder sig, så er der heldigvis ikke langt til boderne med snacks og forfriskninger, som kan nydes, mens børnene hygger sig.
Kom ombord på LOA
– Ahoy, kaptajn!
Det tremastede sejlskib LOA lægger til kaj og inviterer jer ombord til åbent skib.
Det sker søndag i Nørresundby – og her er der rig mulighed for at udforske det flotte sejlskib helt tæt på.
Kulturdag i kalkgraven
Har I lyst til en lille udflugt? Så kør en tur mod Vokslev Kalkgrav og Huul Mølle ved Nibe, hvor der for første gang afholdes kulturdag.
Her venter en dag fyldt med fællessang, rytmisk musik, klassiske toner, børneunderholdning og koncert med Carl Emil Petersen.
Hvis I vil studere programmet nærmere, kan det ses på Aalborg Kommunes hjemmeside.
Rigtig god fornøjelse!