Påskeferie: 4 fede ting, du kan lave i helligdagene
Selvom store dele af byen er lukket ned i helligdagene, er der stadig fede muligheder
AALBORG: Helligdagene skal helst fyldes med sjov og hygge for alle. Og mangler du lidt inspiration til, hvad dagene skal gå med, så er her fire forslag til, hvad I kan lave i Aalborg i påskeferien.
Krea og kaffe
Hele påsken kan du male på æg og lave flotte påsketegninger - og samtidig nyde en god kop kaffe. Det kan du gøre i de fine nye rammer på Kaffebaren i Gravensgade, der netop er åbnet. Tag børnene med under armen på et hyggeligt cafébesøg, hvor I sammen kan være kreative.
Kaffebaren skruer op for påskehyggen både i Gravensgade, Bredegade og Ø-gaden.
Påske-Lab på Kunsten
På Kunsten står påsken på kreationer i værkstedet. Palmesøndag, påskedag og 2. påskedag kan du og din familie påskehygge i Påske-Lab. Her vil professionelle kunstnere vejlede dig og sætte dig i gang med at lave en fuglerede til en, du kender, og tegne eller skrive en hemmelig besked.
Alle uanset alder kan være med og det vigtigste i Påske-Lab er at nyde processen i at skabe noget med dine hænder.
Påskemiddag på Egholm
Er du mere til en lille udflugt - og har du samtidig tom mave - så er der godt til ganen på Restaurant Kronborg på Egholm. Du skal naturligvis med Egholmfærgen, som er en oplevelse i sig selv.
Restauranten har åbent alle påskedage og serverer frokost fra 11.30-15, og aftenmenuen serveres fra 17.30-21. Den hyggelige restaurant midt i Limfjorden er især kendt for deres kæmpestore tarteletter.
Bowling, minigolf og legeland
Er du mere til action, fart og lidt konkurrence, så skal I måske overveje at gæste det store oplevelsesland, Maximum. Her kan du vælge mellem mange forskellige aktiviteter som indendørs minigolf, bowling, trampoliner, retro spillemaskiner eller legeland.
Centeret har åbent alle påskedage klokken 10-21.