Guide til efterårsferie: Her er 10 sjove oplevelser for hele familien
AALBORG: Efterårsferien står for døren, og det betyder tid til hygge, sjov og nye oplevelser.
Hvis I mangler inspiration til, hvad I skal lave i Aalborg og omegn, så fortvivl ej – vi har herunder samlet 10 sjove aktiviteter, der passer til hele familien.
Rigtig god fornøjelse!
Spil på skrot i Musikkens Hus
Start efterårsferien ud med at spille på skrald...
Det lyder måske mærkeligt, men ikke desto mindre er det lige præcis, hvad du kan i Musikkens Hus.
Lørdag den 11. oktober og søndag den 12. oktober inviteres hele familien nemlig til stomp-workshop, hvor I skal skabe rytmer og musik ud af skrot.
Skate Sunday i Friis
Søndag den 12. oktober forvandles Friis’ parkeringskælder til en stor skøjtebane.
Det er Inline Club Aalborg, som inviterer til fire timers rulleskøjteløb med musik, sjov og fede moves.
Inline Club Aalborg stiller rulleskøjter og sikkerhedsudstyr til rådighed.
Nørd svampe på Utzon Center
På Utzon Center inviteres hele familien til at bygge kunst i svampe til en åben mycelium-workshop.
Det lyder måske specielt, men mon ikke det bliver ret sjovt?
I kan også få lov at lave jeres eget svampegrosæt, som over et par uger vil gro lækre, spiselige svampe.
Børnebio på Streetfood
Tirsdag den 14. oktober viser Aalborg Streetfood børnefilmen "Syng" på storskærm.
Alle børn og voksne er inviteret.
Kreativ på biblioteket
På Hovedbiblioteket i Aalborg er der rig mulighed for at være kreativ i efterårsferien.
Tirsdag og torsdag holder Makerspace åbent, hvor I kan lave jeres helt eget halloweenpynt.
Onsdag kommer Karnevello forbi med en sjov tegnekonkurrence, hvor I kan vinde billetter til Aalborg Børnekarneval.
Tag tilbage i tiden med Nordjyske Museer
På Aalborg Historiske Museum kan I tage på en tidsrejse tilbage til det gamle Aalborg.
Tirsdag i ferien har museet fokus på renæssancen, hvor Aalborg var Danmarks næststørste by og meget anderledes end i dag.
Onsdag kan I opleve cigarmagere rulle cigarer og høre historien om byens største arbejdsplads i det 20. århundrede, C.W. Obels Tobaksfabrik.
Og torsdag kan I komme helt tæt på Aalborgs dramatiske besættelsestidshistorier med forskellige familieaktiviteter.
Dans i Huset
Huset i Hasserisgade byder onsdag den 15. oktober hele familien op til dans.
Med livemusik og dygtige instruktører fra Nordisk Dans bliver I guidet gennem sjove danse, hvor både store og små kan være med – uanset danseniveau.
Efter dansen serveres der hjemmelavet pizza i Husets café.
Beredskabsdag på Nytorv
Torsdag den 16. oktober fyldes Nytorv med blå blink og udrykning, når Nordjyllands Beredskab sammen med Aalborg City inviterer til beredskabsdag.
Her kan børn og voksne komme helt tæt på en brandbil, politibil og politimotorcykel.
I får også mulighed for at møde de seje beredskabsfolk, som hver dag – året rundt – passer på os alle sammen.
Halloween på Springeren
Det maritime oplevelsescenter Springeren fejrer halloween hele efterårsferien.
Her vil centeret blive fyldt med spøgelser, som er blevet fanget af den onde Kaptajn Græskar – og de har brug for jeres hjælp til at slippe fri.
Kommer I på besøg fredag den 17. oktober i jeres allermest hyggelige udklædningstøj, belønnes I med godteposer fra de glade spøgelser.
Uhyggelige hyggelig halloween i Aalborg Zoo
Fra den 11. oktober til den 26. oktober er Aalborg Zoo fyldt med græskar og gys i anledning af halloween og efterårsferie.
I år kan I som noget nyt gå på opdagelse i et stort univers af høje solsikker og kæmpestore, farverige sommerfugle.