Gribende appel fra Olivers familie: Kig efter ham ved kysten og fjorden
Oliver Ibæk Lund mistede livet, da han faldt i Limfjorden natten til fredag 4. februar
NORDJYLLAND: Tre uger. Så lang tid siden er det, at 21-årige Oliver Ibæk Lund faldt i Limfjorden og efterfølgende blev konstateret omkommet. Det skete, da man på overvågningskameraer så ham falde i vandet.
Oliver er endnu ikke fundet. Eftersøgningen er indstillet. Nu venter familien på at få ham hjem, så han kan stedes til hvile nær sine forældre og familie ved Vejle.
Fra hans familie lyder en gribende appel til alle, som færdes i og omkring Limfjorden og de kyster, Oliver kan tænkes at drive i land: Kig efter ham.
- Nu kommer det gode vejr, og så kan det tænkes, at en masse mennesker skal ud, siger Helen Leth Koutrup på vegne af Olivers familie. Hendes søn er samlever til Olivers mor.
Ønsket er at få sat et punktum. Derfor har familien bedt Nordjyske viderebringe appellen til nordjyderne om at hjælpe til at få Oliver hjem.
Telefonnummeret til alarmcentralen er 112.