Billede beskrivelse

Gratis koncerter til Aalborg Regatta: Her er årets musikprogram

16. august 2024 kl. 14.01

I næste uge skydes Aalborg Regatta 2024 i gang, og fylder havnefronten med skibe fra onsdag d. 21. august til søndag d. 25. august.

Årets udgave af Aalborg Regatta omfatter det hidtil største antal deltagende skibe, men kan også prale af et spækket program med sjove aktiviteter, sejlads, streetfood og ikke mindst masser af koncerter på havnefronten.

- Vi har nogle virkelig flotte og spændende skibe, som store og små vil få en oplevelse ud af at besøge. Det er suppleret af både en række populære og lokale kunstnere, vi ikke tidligere har præsenteret til Aalborg Regatta, fortæller borgmester Lasse Frimand Jensen.

Billede beskrivelse

Fredag er det Saveus og fremadstormende Zar Paulo, der skal stå for den musikalske underholdning, mens Tim Christensen er lørdagens hovednavn.

Se også
Successen gentages: Her er alle årets madboder til Aalborg Regatta

I tillæg til disse hovednavne vil Lasse Skriver sørge for at varme publikum op lørdag, mens Dør I dine Arme, Katrine Schmidt og Åh Buster, lokale navne på vej frem, også indtager scenen.

Koncerterne foregår alle på Slotspladsen foran Utzon Center, og er desuden ganske gratis.

Se hele musikprogrammet her.

Torsdag d. 22. august

Kl. 19.00 - Vingard

Vingard giver koncert til Aalborg Regatta for første gang, men måske har du allerede oplevet hende live til de danske festivaller. Kom helt tæt på når den lokale sangerinde, når hun rammer scenen på Slotspladsen med sin overbevisende vokal, sit personlige take på Americana-genren og et både energisk og velspillende band.

Kl. 21.00 - Tina Dickow

Tina Dickow er kendt som en af Danmarks absolut bedste og største singer/songwriters. Med sin guitar, sine fængende sange og sine tryllebindende optrædener, bragede hun igennem i 0'erne med hits som On The Run og Nobody's Man, og igennem årene har hun føjet en næsten endeløs stribe af radio-hits og højt elskede live-klassikere til kataloget. Det er første gang, Tina Dickow spiller til Aalborg Regatta.

Fredag d. 23 august

Kl. 17.00 - Dør I dine arme

Ærlighed og undergrundspop kendetegner den dansksprogede elektroniske popduo Dør I dine arme, som I deres musik kombinerer grænsesøgende elektroniske genrer med genkendelige elementer fra hyper pop, drumnbass, uk garage og punk.

Kl. 19.00 - Zar Paulo

Zar Paulos sommer har udelukkende budt på fem- og seksstjernede anmeldelser, og bandets koncerter har fået anmelderne til at beskrive dem som Danmarks bedste nye livenavn. Genren er new-wave punk-rock og energien er smittende!

Kl. 21.00 - Saveus

Saveus udfordrer publikum med episke musikalske værker og intense liveoptrædener, der kræver både opmærksomhed og indlevelse, og de har taget begejstret imod. Som livenavn er Saveus et disciplineret legebarn, som konstant søger højere og vildere, når han står på scenen. 

Lørdag d. 24 august

Kl. 17.00 - Åh Buster

Åh Buster er et aalborgensisk artistprojekt, som skaber hudløse hverdags-scenografier. Ambitionen er at
beskrive kærlighed, skam, ensomhed, håb og andet livsindhold på en autentisk og nøgen måde. Selvom Åh Buster er helt ny på den danske musikscene, så har Martin længe arbejdet med musik. I 2022 fik han titlen som Årets Nordjyske Sangskriver og hans musik figurerer på både Netflix og de store radiostationer.

Kl. 21.00 - Tim Christensen

Tim Christensen hører til de allermest markante skikkelser i nyere dansk rockhistorie. Først som frontmand i et af 1990ernes største bands herhjemme, Dizzy Mizz Lizzy, og siden som succesfuld soloartist. Det er første gang Tim Christensen spiller til Aalborg Regatta.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste