Giv en gave til et fattigt barn
Ønsketræ i Friis Shoppingcenter
AALBORG: Friis Shoppingcenter har opstillet et juletræ, der er pyntet med julekort, hvorpå der står navn og alder på en masse håbefulde børn, som bor på lokale børnehjem, asylcentre eller er i en familie, hvor midlerne er små. Centrets besøgende kan tage et julekort og købe en gave til børnene, der kan glæde sig over at få en helt særlig julegave i år.
Det siges, at julen er hjerternes fest. En tid, hvor vi i særlig grad tænker på andre end os selv. Desværre er det ikke alle, der har de samme forudsætninger for en glædelig jul, som så mange andre.
Friis Shoppingcenter giver derfor kunderne mulighed for at gøre en god gerning, mens de er på juleindkøb. Som et helt særligt tiltag, er der igen i år opstillet et stort juletræ i centret fyldt med hundredvis af julekort fra børn, der bor på børnehjem og asylcentre eller kommer fra familier med få midler, og som ikke kan se frem til goder og gaver, der normalt er forbundet med juleaften.
Med et håb om at alle ønsker bliver opfyldt, inviterer Friis Shoppingcenter derfor alle besøgende, borgere, foreninger og andre forbi til at tage et julekort fra træet og veksle det til en gave. Man kan købe eller kreere gaven og aflevere den sammen med julekortet i Bianco på plan 1 til og med d. 14. december. Gaverne vil herefter blive afleveret til børnene inden juleaften og gøre en stor forskel for hvert enkelt barn.
Denne gestus er en gentagelse af succes’en fra de sidste par år, hvor hundredvis af børn kunne glæde sig over en gave fra storsindede givere.
I år er der 214 julekort at vælge imellem på træet.
Konceptet i år er lidt anderledes, da der ikke står nogle ønsker på kortet, men blot barnets navn, alder og køn, så det er op til hver enkelt selv at bestemme gavens indhold. Det kan derfor tilpasses ethvert budget.
Ønsketræet er placeret på eventpladsen mellem H&M og Tiger of Sweden på plan 1 til og med d. 14. december.